To Mennesker Regnbuen saae.
Den Ene monne henrykt staae,
Og nød det skiønne Øieblik;
Den Anden med en Pose gik,
At plukke sig deraf et Stykke,
Til Næring for sin Fremtids Lykke.
Af lutter Iver glemte han
At see den brogetskiønne Rand,
Som funkled over Markens Ax.
Han Alt ei vilde nyde strax,
Men glemme lidt til Huusbehov.
(I Fald han bare maa faae Lov!)
Han iled over Stok og Steen,
Og brugte hurtig sine Been;
Og da han ud i Mosen kom,
Og efter Glandsen saae sig om,
Da var den bleven ganske tynd,
Han selv til Bæltet stod i Dynd.
Tænk ei paa Frosten, naar det tøer!
Mens Græsset voxer, Koen døer.
Grib din Fortuna, hvor hun staaer!
I Nakken har hun ingen Haar.