Portnerindens Tilbagekomst
Legende efter A. Helwig.
Legende efter A. Helwig.
Tidlig viet, uden egen Villie,
Leved, fuld af Ynder og Natur,
Rød som Rosen, smekker som en Lilie,
En huldsalig Mø bag Klostrets Muur.
Bøn og Sang ei hendes Uro dræbte,
Veemod svulmed i det unge Bryst,
Og de uerfarne Længsler stræbte
Hen mod Livets rigtgientagne Lyst.
Og saa ængstede da Klostrets Mure
Hende daglig meer med kolde Gys,
Hvor kun Gravluft i de mugne Bure
Skiller hendes Blik fra Dagens Lys.
Ude dufte Blomsterne saa røde
Høit mod Solen under Fuglens Sang;
Hun alene lever blandt de Døde,
Bøiet i den klosterlige Tvang.
Daglig taber Clara mere Modet,
Vakler mellem Pligt og tvivlsom Harm;
Frugtesløst hudfletter hun til Blodet
Marmornakken og den fulde Barm.
Selvudfundne villig taalte Smerte
Styrker ikke meer den svage Dyd;
Thi med Vælde drages hendes Hierte
Hen mod Livets Tragten og dets Fryd.
Naar i Luftens Blaa sig Lærken hæver,
Sukker hun: „Min lykkelige Ven!
Let du over Muur og Hække svæver,
Frit, som Ønsket, iler Vingen hen.
Lystig du paa Træets Green dig vugger,
Synger Søstrene din Sang saa smukt.
Men naar Hiertet om Forandring sukker,
Hemmer intet snevert Baand din Flugt.
Bøier over Muren sig deroppe
Med selskabelig Fortrolighed
Mod hinanden ei de grønne Toppe?
Qvisten selv af Elskovs Glæde veed.
Ved de fulde Blomsterenges Duske
Fryder hist sig Vandringsmanden ei?
Ryster Vinden ei de grønne Buske,
For med Løv at smykke Pigens Vei?
Dødens Stilhed hersker kun herinde,
Haabets Grav kun vædes med min Graad,
Og de lange, tomme Timer spinde
Sorte, farveløse Livets Traad.
Veemodsfuldt vi tunge Pligt opfylde,
Hadet ofte her sit Sæde fandt.
Kan vel Slaver helligt Venskab hylde,
Som en grusom Trældomslænke bandt?”
Saadan nu, en verdslig Længsels Fange,
Om i Klostret drømmende hun gaaer,
Føler sig i Gravens Mørke bange,
Nattens Rædsler reise hendes Haar.
For det unge kummerfulde Hierte,
Ængstlig fyldt af dunkle Ønsker nu,
Er der kun eet Sted, hvor hendes Smerte,
Hendes Tvivl hun bringer uden Gru.
Thi af Marmor er i Hallen stillet
Strax ved Kirkedøren, engleblid,
En huldsalig, from Marias Billed
Fra den gamle tydske Mestertid.
I en ærbar Kaabes snevre Folder
Ydmygt stille hun saa venlig staaer,
Ingen kunstig Knude Lokken holder,
Ned fra Nakken bølger hendes Haar.
Inderligt i moderlige Arme
Trykker hun med hellig Lyst sit Noer,
Som, oplivet af den føde Varme,
Med sit Smiil velsigner al vor Jord.
Selsomt giennem Gangens mørke Skygge
Glimter Lampen, over Kronen sat,
Og en evig Fromhed synes bygge
I den høie Hvælvings stille Nat.
Taarebadet maa sig Clara bøie,
Hiertet er saa tungt, og Barmen trang:
„Ei, Maria! vend dit Naadesøie
Fra mig Synderinde sidste Gang,
Skiøndt et andet Maal jeg eftertragter,
Skiøndt jeg finder ei hos dig min Trøst.
Seirende mig vinke vilde Magter
Til en Verden fuld af syndig Lyst.
Stille maa jeg nu den hede Længsel,
Jeg maa skielne mellem Fryd og Harm;
Jeg maa føle, uden Baand og Fængsel,
Kiærlighed og Qval i egen Barm.
Og saa lægger jeg, en flygtig Qvinde,
Nøglen da til Klostret for dig hen,
Er fra nu af ikke Portnerinde,
Aldrig meer du seer mig her igien.
Ofte saae du her min Taare tindre,
Trofast har mit Hierte ved dig hængt;
Trøsten har du straalet i mit Indre,
Himlens Fred du har mig ofte skienkt.
Krandse har jeg dig til Giengield flettet
Med andægtig Lyst i Klostrets Lund,
Aldrig har din Lampe jeg forgiettet
I den frygtelige Midnatsstund.
Dog for sidste Gang du saae mig plukke
Blomster dig i Dag til dine Kar,
Sidste Gang jeg af min Oliekrukke
Næring i din Lampe gydet har.
Aldrig kan, Maria! du mig hade;
Hellig Hyklen jo du agter ei.
Kunde Ingen dig, som jeg, forlade,
Elskte heller Ingen dig, som jeg.”
Saa hun talte. Fra de hellige Mure
Og fra Fredens Skygge bort hun gik
Did, hvor yndigt tusind Farer lure.
Ak! hvo aner ei den Lod, hun fik?
Længselfuld, som for i Klosterlunden,
Efter et saa sødt, jeg veed ei hvad,
Har hun snart den Mand i Sværmen funden
Som fortiener Kiærlighed — og Had.
Grumt forfører han det Blod, som bruser
Kun for ham i fager Ungdomsvaar,
Mættet han et Hierte sønderknuser,
Som endnu saa heftigt for ham slaaer.
Kan da Kiærlighed ei Troskab møde?
Skiuler selv en Ed Forræderi?
Lokker kun til Synden alt det Søde?
Iler Livet som en Ruus forbi?
Vaklende nu mellem Tant og Smerte,
Drukner hun sin Qval i Sandsers Lyst.
Lykken flyer for evig hendes Hierte,
Kun Begier opluer hendes Bryst.
Giøglespil og Smiger nærer Funken,
Overalt hun sig tilbedet seer.
Ak! for hende, som er eengang slunken,
Vaager ingen hellig Engel meer.
Syv Aars Tid af Glædens vilde Bæger
Drikker hun de korte Øieblik.
Livets rene Væld ei vederqvæger,
Daarskab rækker hende Giftens Drik.
Pludselig i Smigerhobens Trængsel
Svæver nu Marias Billed ned,
Og en mægtig, brændende Forlængsel
Higer efter tabt Uskyldighed.
Og hun dvæler ei, med Frygt ei tænker
Paa den vrede Kirkes strenge Band:
„Legemet de slutte maae i Lænker,
Naar jeg ikkun Siælen frelse kan.
Seer dit Moderblik mit Blik i Møde,
O Maria! ved mit Øies Brudd,
Gierne da jeg synker til de Døde;
Du vil bede for mig hos min Gud.”
Saa utrættet hun bekæmper Sorgen,
Hviler ei paa lange Vandringsgang.
Ak! da hører hun en tidlig Morgen
Atter Klosterkirkens Ottesang.
Skiælvende hun ringer, angst hun sukker,
Bleg af Skræk paa Knæ hun styrter hen.
See! da Døren op sig sagte lukker,
Og — Maria staaer paa Tærskelen.
Og med himmelsk moderlige Smerte
Taler hun med Taarer disse Ord:
„Arme! kiender du da nu dit Hierte?
Kiender du den syndefulde Jord?
Siig! hvad gav dig Verden vel for Glæde,
Som sig hurtig ei til Sorg har vendt?
Var den værd de Taarer, du maa græde?
Har den vel din Siæleangst fortient?
Viid: kun skilt fra Jordens vilde Vrimmel,
Hvis Begier udsvæver snart til Last,
Skienkes her dig Forsmag paa en Himmel,
Huldt i Læ for Stormens grumme Kast.
Salig den, som sine korte Dage
Her tilbeder Gud med hellig Fynd!
Anger bringer Uskyld ei tilbage,
Men den renser Støvet fra sin Synd.
Tro jeg har din Pligt imens forrettet;
Urtekosten, du har her sat ind,
Blomstrer endnu frisk og farvespættet.
Klart end lyser her din Lampes Skin.
Thi nedsænkt i Vildskab, Synd og Smerte
Tænkte du, min Datter! dog paa mig.
Den, som giemte tro mig i sit Hierte,
Vorder evig ei ulykkelig.”
Saa hun talte. Henrykt skuer Clare
Urtekosten, som saa freidigt staaer.
Blomsterne syv Aar alt gamle vare,
Dufte dog, som plukte fra i Gaar.
Angsten ikke længer Hiertet saarer,
Trøsten dæmper hendes bange Gru,
Og hun finder atter sine Taarer
For den rene Jomfrues Billed nu.
Dog hun taler streng, men uden Vrede:
„Skynd dig nu til Ottesangen snar!
Med de fromme Søstre fromt at bede
Saaes du al den Tid, du borte var.
Naadens Kraft din dybe Kummer ender,
Himlen har igien sin Datter kiær.
Hæv med Tak til Herren dine Hænder,
Til den Frelser, som jeg tiener her!”
Og med Tillid did nu Clara iler,
Hvor i Choret fromme Søstre bad.
Venligt hende hver i Møde smiler,
Som om først i Gaar de skiltes ad.
Der i Andagt, medens Sangen lyder,
Og mens Orglet bryder vældigt ud.
Beder hun, mens hyppig Taaren flyder:
„Naade for den Angrende, min Gud!”