Hør, mit Barn! et Eventyr.
Seer du hist de dunkle Skyer
Midt i Maanens gule Skive?
Ingen Vind kan dem fordrive.
Men see grandt og nøie til,
Da du snarlig mærke vil,
At de dunkle Skyer vige
For en lille Dreng og Pige.
Hen de gaae med iilsom Gang,
Har paa Skuldren lagt en Stang,
Derpaa hænger Spanden stille.
Seer du Pletten hist, den lille?
Disse Børn, som hisset gaaer,
Gik for mange, mange Aar
Til en Brønd, som stod i Norden;
Maanen saae just ned paa Jorden.
I den lille nette Spand
Skulde hentes Kildevand.
Maanen saae dem i det Grønne,
Og de Børn de var saa kiønne.
Maanen sagde: „See, hvor but
Gaaer den lille stolte Gut;
Men hvor bly og blid tillige
Gaaer den lille smukke Pige!
Begge vandre de afsted
Did med ufortrødne Fied.
Nu er Spanden fyldt ved Bækken,
Som udvælder hist bag Hækken.
O, hvor fryde de mit Blik!
Om jeg tog dem, som de gik,
Evig satte dem tilskue
I min blege Nattelue?
Ak, hvor vilde klæde ret
Himlen herligt min Vignet!”
Meente slig en Billedflade,
Som paa Bøgers Titelblade.
„Børn og Børnebørn skal see
Op til mine Børn, og lee.
Mine Børn skal altid smile,
Mens de hen ad Himlen ile.”
Saadan talte med Forstand
Maanen hist, den gamle Mand,
Satte dem med Busk og Stangen
Der, hvor nu de glæde Mangen.
Vandet blier dem aldrig tungt;
Hvert et Barn er evig ungt.
Muntre du dem altid finder
Hver en Nat, naar Maanen skinner.
Evig unge, evig smaae
Hen de over Himlen gaae.
Naar du vorder stor og mandig,
Er de Børn endnu bestandig.
Naar du sølvgraae Lokker faaer,
Guult er endnu deres Haar;
Smile lige froe og smukke
Til din Grav, som til din Vugge.