Vermund gammel var og graa;
Træt af mange svare Krige
Sad han hiemme i sit Rige,
Blind, med Purpurkaaben paa.
Skialden monne Harpen slaae;
Naar han sang om svundne Dage,
Vendte Mindet flux tilbage,
Og det blinde Øie saae.
Saxers Konning, stolt af Sind,
Listig for sin Magt mon sørge,
Sendte Bud, lod Vermund spørge:
„Kan den herske, som er blind?”
En Herold i Salen ind
Traadte frem for Kongens Throne,
Hvor han sad med Spiir og Krone
Og med Haanden under Kind.
„Fred med Danmarks gamle Drot!
Hid til dig mig Sverting sender.
Uden Sværd ved dine Lænder
Taus du sidder paa dit Slot.
Mon det er for Riget godt,
At en kraftløs Olding bukker
Under Kronens Vægt, og sukker?
Giør da Navnet Kongen blot?
Dette er min Herres Bøn,
At du flux ham Thronen rømmer;
Som det sig en Olding sømmer.
Lever hen din Tid i Løn;
Eller ogsaa, at din Søn
Mod min Konnings Søn uddrager;
Hvo da Seierskrandsen tager,
Tager ogsaa Kronen skiøn.”
Uffe, saa var Sønnens Navn,
Giorde Kongen tidt bedrøvet;
Mælet var ham plat berøvet.
Tunge, smertelige Savn!
Hiemme, Arm med Arm i Favn,
Stille sad han, ei sig rørte;
Stor han var, men aldrig førte
Sværdet end til Landets Gavn.
Kongen ud i Taarer brast.
„Maa jeg Sligt mig lade sige?
Ak! i fordums Kamp og Krige
Slog jeg drabelig og fast.
Hvi er svundet nu med Hast
Livets Kraft, som Dagens Straale?
Magtesløs jeg nu maa taale
Mine Fienders Overlast.
Fuld vel snilde Sverting veed,
At mig mine Kræfter skuffe,
At min Søn er stum, at Uffe
Er min Ulyksalighed.
Odin seer fra Hlidskialf ned.
Blind jeg vil i Marken møde;
Den, som Niding er, skal bløde.
Bring din Husbond den Besked!”
„Herre!” lød Heroldens Svar,
„Sømmer det sig Svertings Vælde,
Kraftesløse Gubber fælde?
Slig en Seir var vundet snar.
Send den Arving, som du har,
Lad ham ud i Kampen drage,
Lad ham efter Sværdet tage,
Før han efter Spiret taer.”
Alle Kongens gode Mænd,
Støttet til de brede Sværde,
Monne moxen sig forfærde,
Stirred taus til Sønnen hen.
„Odin før var Landets Ven,
Værned om vor gamle Ære,
Skal nu denne Skifting være
Morderen, som qvæler den?”
Som nu Blikket hen i Løn
Med Fortrydelse og Lede,
Med Forbittrelse og Vrede
Vendte sig til Kongens Søn,
Foer en Rosenfarve skiøn
I hans Ansigt op, og malte
Kinden rød, og Læben talte
Første Gang, ved Folkets Bøn.
„Sikkert Sverting skal fortryde
Al den Haan, han viste mig.
Sandelig, jeg siger dig:
Ei min Stang hans Søn skal bryde.
Men vil han mit Hierte fryde,
Lad ham end til dette Værk
Bringe med en Kæmpe stærk!
Begges Hierteblod skal flyde.”
Høist forbavset ingen Mand
Kunde sin Forundring hemme,
Da de hørte Uffes Stemme,
At han tale var i Stand;
Thi fra første Ungdom han
Mægted ei et Ord at sige,
Og nu talte han tillige
Kiækt og fagert for sit Land.
Saxeren i Skiægget loe
Over den forvovne Tale;
Men i alle Kongens Sale
Blev man lystelig og fro.
„Han vil stride Een mod To!
Han, hver ærlig Kæmpes Kummer,
Han er vaagnet af sin Slummer,
Skaffer Kongens Arne Ro!”
Bort fra Danerkongens Hal
Gik Herolden med sit Følge.
Kongen kunde ikke dølge
Egen Fryd blandt Glædens Giald.
„Du, som lod dit tappre Kald!
Du, som ender Vermunds Qvinde!
Du, som Een mod To vil stride!
Dig besynge skal min Skiald.
Min ulykkelige Søn,
Stum af Fødsel, svag af Evne,
Som sin Fader ei kan hevne,
Leve skal sin Tid i Løn.
Du bønhørte Svertings Bøn,
Du skal arve Vermunds Throne,
Bære denne gyldne Krone,
Denne Purpurkaabe skiøn.”
Da nu i det gyldne Mor
Kongen saa at tale hørtes,
Hver en Kæmpes Hierte rørtes.
„Ak, den blinde Gubbe troer,
At ei Sligt i Sønnen boer;
At det er en Andens Stemme!
Lad os da hans Smerte hemme
Flux med glade Trøstensord!”
„Det er eders egen Æt,
Herre!” lød i Kongens Sale;
„Han er viis, og han kan tale,
Han har Æren ei forgiet.
Han sin Fader skaffer Ret.
Det var ham, som Ordet sagde.
Ilden, det i Øiet bragte,
Vidner, han vil holde det.”
Da Kong Vermunds Taare randt;
Knæet vakled, Læben bæved.
Did han sine Hænder hæved —
„Ak! I fare vel med Tant?
Men hvo ei sig grum forbandt
Med min Fiende, den ei nøle;
Bring ham hid, at jeg kan føle,
Om I ogsaa tale sandt!”
Da nu Uffe rolig stod,
Stor og stærk og før af Lemmer.
Og iblandt de andre Stemmer
Høit sin Stemme klinge lod,
Ravede til Thronens Fod
Kongen ned, sin Haand han lagde
Paa hans Skulder, græd, og sagde
„Ja, det er mit Kiød og Blod!
Siig mig, Elskte! uden Blu,
Hvi fra dine Barndoms Dage
Uden Fryd og uden Klage
Om saa stille vandred du?
Stod, min Søn! da ei din Hu
Til den tause Ro at bryde?
Til din Røst at lade lyde
I Naturens Røst, før nu?”
„Fader!” saa var Sønnens Svar,
„Sielden ei min Tunges Lænker
Dine Fienders Raad og Rænker
Pludselig opdaget har.
Mens i Kraft du Kronen bar,
Var min Røst til ingen Nytte;
Nu først kan den understøtte
Haanden, som til Værge taer.
Bringer hid, I raske Helte!
Flux et Harnisk og et Skiold;
Og en Glavind, stærk og bold,
Binder hurtig ved mit Bælte.
Ravnen skal ei længe svelte,
Kommer Sverting for min Arm;
Han skal føle Uffes Harm,
I sit Blod han sig skal vælte.”
„Dernæst du mig ogsaa sige,”
Vedblev Gubben i sin Tale,
„Hvi du her i disse Sale,
Uforsøgt i Kamp og Krige,
Æsked To fra Saxens Rige!
Hvis nu Begges Blod ei flød?
Ak, min Søn! det blier min Død,
Hvis du maa for Magten vige.”
Hertil svared Uffe saa:
„Jeg den Skam vil nu aftvætte,
Som os Viggo før og Kette
Ubesindigt førte paa,
Da de mon Atisle slaae,
To mod Een, mod Kæmpe-Tro.
Jeg vil stride Een mod To,
Saa skal Rygtet glemt forgaae.”
Ind i Hallen nu med Hast
Man en prægtig Brynie bragte,
Om det brede Bryst den lagde,
Snørte den til Skuldren fast.
Ringen sprang, og Pladen brast;
Thi den fulde Barm i Trængsel
Taalte ei sit snevre Fængsel,
Den uvante Vaabenlast.
Nu en Brynie giort af ny,
Støbt af Jern, man om ham spændte.
Men da Uffe Kroppen vendte —
Vred han sønder den, som Bly.
Kongen hørte dette Gny.
Da ham Sagen kom for Øre,
Lod han den af Salen føre,
Og sin Søn en anden flye.
Men da den nu ogsaa snart
Revned over breden Skulder;
Da hver Pandserring med Bulder
Brast, og intet Baand blev spart;
Da det plat var aabenbart
At han Intet kunde føre,
Hvis han skulde Kroppen røre.
Skiøn, men fast af Kæmpe-Art:
Da blev Kongen heel bedrøvet,
Kaldte paa sin Kammersvend,
Sagde: „Gak til Skabet hen,
Hent mit Harnisk ufortøvet,
Og min Hielm med Egeløvet,
Og mit lange, stærke Skiold
Til den kiække Yngling, bold!
Brøster det — er Alt berøvet.”
Og den gamle Kæmpe gik,
Aabnede den lukte Kiste,
Og en Rustning flux sig viste
For det videlystne Blik.
Stærke Nagler, Prik ved Prik,
Lyste fra de gyldne Plader.
Tykke Skæl sad tæt i Rader,
Og sin Glands af Sølvet fik.
Hvælvet var den over Barm.
Asa-Thor i Guldet lued,
Bister han til Jorden skued
Høit fra Himlen paa sin Karm.
Med fin Hammer i sin Arm,
Med sit dobbeltsnoede Bælte
Vinkte han de vrede Helte
Flux til Kampens stolte Larm.
Bagtil var den reen og blank;
Ei den mindste Rift og Skramme
Giorde Vermunds Daad til Skamme.
Smal den ned i Midien sank.
Til en Kæmpe før og rank
Var den giort, ved stærke Lænder
Funkled steenbesatte Spænder;
Til en Herre fri og frank.
Hielmen, gylden, tung og lukt,
Var ei Dannished berøvet;
Ovenfor i Egeløvet
Ydun vandt sin skiønne Frugt,
Der saa herligt og saa smukt
Voxer hist i Asers Have
Som Udødeligheds Gave,
Lige sød af Smag og Lugt.
Skioldet, hvælvet, langt og stort,
Tungt, selv for en Kæmpe tapper.
Var med stærke Kobberknapper
Rundt besat, og kunstigt giort.
Endnu aldrig giennembor’t,
Var det Sværdets Slag en Tøile;
Indenfor, den stærke Bøile
Blødt med Zobelskindet for’t.
Blev nu disse Vaaben bragt
Frem for Dagens lyse Flammer,
Efter at i mørken Kammer
Mange Aar de havde lagt.
Uffe tog den gyldne Pragt,
Og hver Helt, som var tilstede,
Halv med Frygt og halv med Glæde,
Gav nu paa hans Gierning Agt.
Og med Fryd Enhver da saae,
At de Hoser, sølverhvide,
Sadde rummeligt og side.
Dernæst tog han Hielmen paa.
Op han monne Nettet slaae,
Og de gule Lokker rulled
Rigt og deiligt ned fra Guldet.
Det var skiønt, at see derpaa.
Men da nu det Harnisk blankt
Fast han vilde om sig spænde,
Og sig derpaa vilde vende —
Mærkte han, det var for trangt,
Heller ikke noksom langt;
Og i det han sig mon vride,
Brast det i den ene Side,
Og han drog sin Aande angt.
Kongen hørte Pladen briste,
Luften blev med Klage blandet.
Ingen bedre var i Landet;
Denne Prøve var den sidste.
Da nu Ingen længer vidste
Mindste Raad, da sagde Uffe:
„Frygten skal mig ikke skuffe,
Lykken bør man altid friske.
Kalder hurtig fra sin Esse
Hid den sorte Smed i Hast,
At han med sin Hammers Last
Brynien her kan sammenpresse!
Lad ham nogle Nagler hvæsse,
Og dem rundt om Kløften slaae!
Saa vil jeg i Kampen gaae.
Lette Vaaben ei belæsse.”
Treen nu ind med hurtig Gang,
Efter Sønnens kloge Tale,
Flux en Smed i Kongens Sale
Med sin Hammer og sin Tang.
Jernet imod Guldet klang,
Og den høie Hvælvings Brag
Gientog lydt hvert Hammerslag,
Mens han Brynien sammentvang.
Da den nu med megen Møie
Halv igien var bragt i Stand,
Sagde Kongens Søn: „En Mand
Regner ikke Alt saa nøie.
Jeg forsigtig nu maa bøie
Over Skaden snildt mit Skiold.
Giv et Sværd nu i min Vold,
At min Fiende det kan døie!”
Mangt et stærkt og fagert Sværd
Bragtes nu med sleben Klinge;
Men naar han det vilde svinge —
Sprang det i hans Hænder qvær.
Da nu Kongen denne Færd
Fik af sine Mænd at vide,
Drog han Sønnen til en Side
Hemmeligt, og talte der:
„Elskte Søn! for Sværdets Savn
Skal du ikke dig bedrøve.
Flere her du ei skal prøve.
Eet jeg kiender, Skræp, ved Navn,
Som i Jordens dybe Favn
Ligger langt fra Sol og Dag.
Der jeg selv det giemte, svag,
Da det var ei meer til Gavn.
Kostbar Klingen er og stor.
Hist i hine fierne Bierge
Gav mig det to kloge Dverge,
Smeddet under sorten Jord.
Udi ingen Kæmpes Giord
Stikker sligt, thi lod jeg skiule
Det i Jordens dybe Hule.
Blomster over Skatten groer.”
Lod sig dernoæt hemmelig
Nu den gamle, blinde Gubbe
Føre hen, hvor tør en Stubbe
Over Jorden hæved sig.
„Dette Træ er sat af mig,”
Sagde Kongen, da hans Fod
Stødte mod den visne Rod.
„Her er Vaaben, Søn! for dig.
Tag du nu i Hast din Spade,
Grav saa med Forsigtighed,
Til den støder klangfuld ned
Mod den haarde, blanke Plade!”
Uffe giennem Jordens Flade
Grov nu paa sin Faders Bøn.
Varsom var den stærke Søn,
For sit Vaaben ei at skade.
Op fra Markens kolde Skiød
Skarpen Spade Jorden flytted.
Uffe stirred, Kongen lytted;
Endnu intet Vaaben lød.
Mere dybt at grave bød
Gubben nu, og see! en rusten
Glavind, udi Hialtet brusten
Frem sig giennem Muldet brød.
Kongen hæved fro sin Røst:
„Nu du Daaben har i Hænde,
Som du kan mod Fienden vende”;
Trykte Sønnen til sit Bryst.
Ham var det kun liden Lyst,
Med sligt Sværd i Kamp at drage;
Taug dog, for ei bort at jage
Gubbens allersidste Trøst.
Men da han tillige saae,
At hans Glavind, løs af Ælde,
Let i Kampens stærke Vælde
Lod sin Tunge sønnerflaae,
Vilde han dog prøve paa
Kraften mod et Træ, som ene
Stod, og strakte sine Grene
Grønt mod Himlens stille Blaa.
Da Kong Vermund nu fornam,
Hvad hans Søn forsøge vilde,
Sagde han: „Da var det ilde,
Om min Skræp mig giorde Skam.
Fordum var den sielden tam.
Ikke troer jeg, dette Giemme
Mægtet har dens Kraft at hemme,
Og dens Eg at giøre lam.
Lad da fare sligt Forsøg!
Skiebnen kun derved du frisker;
Thi hvis denne Glavind brister,
Flyer vort sidste Haab som Røg.
Som en rovbegierlig Høg
Vist den styrter paa sit Bytte.
Lad da Sligt, som hverken nytte
Kan for Alvor eller Spøg!
Ynglingen betænksom stod:
Med en Brynie kort og brusten,
Med en Glavind løs og rusten
Ud han skulde gyde Blod!
Dog forsvandt ei Heltens Mod.
Muntert sang den vevre Lærke.
Hiem fra Marken gik den Stærke
Med sin Fader, Fod ved Fod.
Og en Hær blev sammenkaldet.
For at gaae mod Svertings Hær
Hen til Eideren, for der
At bedømme Vaabenskraldet.
Piben lød, og Luren gialded,
Standsed ved den brede Flod.
Paa den anden Side stod
Svertings Mænd, alt vis paa Faldet.
Men ret som et enkelt Fræ,
”Der paa Heden er at skue
Voxet til en eenlig Tue,
Midt i Elven stod en Ø.
Hverken Hustru, eller Mø,
Kæmper ene den betraade,
Hvergang Svundet skulde raade,
Og en Bersærk skulde døe.
Hen til denne Holm nu foer
Uffe med sin gamle Fader
I de brustne Pandserplader
Og med Sværdet i sin Giord.
Saxerne ham Døden svor.
Begge fra den anden Side
Mon de ham i Møde skride
Paa den elvomflydte Jord.
Vermund Kong, den gamle Mand,
Var i Hiertet heel urolig:
„Ei med Vaabnene fortrolig
Er min Søn. Ak, falder han!”
Sætter ved den bratte Strand
Stolen med sin Hynde blød.
„Mærker jeg min Uffes Død,
Styrter jeg mig ned paa Stand.”
Blev nu med et roligt Mod
Sværdet flux fra Hoften revet.
Ind, hvor Kredsen vidt var skrevet,
Kæmperne man træde lod.
Ilden i den Gamles Blod
Selv den hvide Lok foryngte,
Vildt den sig for Stormen slyngte
Hen, som Elven ved hans Fod.
Uffe, rolig, stærk og kold,
Traadte da saa trøst og fro
Mod de vrede Saxer to,
Hver en Kæmpe stærk og bold.
Ind paa ham med megen Vold.
Hug de nu, mens Øiet brændte;
Da sin Skræp ei Uffe kiendte,
Bødte han kun med sit Skiold.
Kongen hørte Fiendens Hug
Haardt mod Sønnens Vaaben klinge,
Som med Skioldets haarde Ringe
Skiermed sig, og med sit Buk.
Vermund gav et ængstligt Suk.
Længer ud til vilden Strand
Trak sin Stol den gamle Mand,
Løsnede sin Krone smuk.
Men da Uffe mærkte snart
I det raske Kæmpeværk
Ved sit Slag, alt mere stærk,
Sværdets gode Kraft og Art,
Hug han drabelig og svart
Brat den Ene let, som Sivet,
Med sin Glavind giennem Livet,
At han styrted ned med Fart.
Vermund, som var Kampen nær,
Monne Mandefaldet høre,
Sagde med et henvendt Øre:
„Der fornam jeg Skræp, mit Sværd.”
Sønnens hæderlige Færd
Folkets Fryderaab udtrykte.
Da sin Stol fra Vandet rykte
Gubben, og fik Livet kiær.
Frem med megen Vælde brød
Svertings Søn nu, for at hevne
I det frygtelige Stævne
Sin Ledsagers bratte Død.
Sank da ned mod Hielmen rød
Uffes Glavind ufortøvet;
Brat paa Længden blev han kløvet,
Styrted i sit Blod, som flød.
Vermund i sit Purpurklæde
Sagde, vendt til Slaget hen:
„Der fornam jeg Skræp igien.
Skal jeg smile, eller græde?”
En Herold for Kongens Sæde
Treen, og qvad det muntre Vers:
„Een paa langs, og Een paa tværs!”
Da græd Gubben høit af Glæde.
Og en vældig Vaabenlarm
Toned fra de Danskes Leir.
Hiem de Danske drog med Seir,
Tvungen Saxen gik i Harm.
Uffes Pande, stor og varm,
Friedes nu fra Hielmens Glands,
Køltes med en Egekrands,
Rakt ham af en Piges Arm.
Og de Danske drog tilbage,
Skialders høie Harper lød.
Over Kong Atisles Død
Hørtes Ingen meer at klage.
Froe var Vermunds sidste Dage,
Uffe blev en Kæmpe stærk,
Altid sindigt var hans Værk,
Derfor kaldtes han den Spage.