Alt Skoven saa prud udi Blomster staaer,
Vanked der liden Helga, vel svøbt udi Maar.
Vandet rinder over hiin liden smaa Steen;
Der satte hun sig Helga, den Mø saa reen.
Satte hun sig der Helga, den Mø saa bold.
Fremtreen han Fridleif, med Sværd og Skiold.
„Det siger jeg eder, skiøn Jomfru! for sand:
Ret aldrig saae jeg hvidere Lilievand.
I er den favreste Blomme, som staaer
Udi eders Faders Abildgaard.”
„Hveden kommer I, unge Herr Fridleif! her
Saa seent i Qvæld under disse Træer?”
„Ikke havde jeg Ro, ikke havde jeg Rist;
Her qviddred Smaafuglen paa Bøgeqvist.
I give mig eders Love og Tro,
Liden Helga! saa fanger jeg Rist og Ro.”
Det var liden Helga, hun sank i hans Arm saa rød,
Som Solen sænkes udi Havets Skiød.
Aarle hun hastede brat afsted,
Han fulgte hende til Borgeled.
„Og hør I nu, unge Herr Fridleif fiin!
Tag denne Guldring af Armen min.
I tage denne Ring udaf Guld hiin rød,
I svige mig ikke ind til eders Død.”
Herr Fridleif var sig saa sær i Sind,
Hannem randt salten Taare paa Kind.
„Nu lader jeg til eders kiær Fader staae
Paa min Ros, hiin snare Abildgraa.”
Herr Fridleif rider under grønne Lide;
Hannem lyster til Høieløft at ride.
Hans Hielm var blinkend, hans Spore var klingend,
Hans Ros var springend, selv var han saa svingend.
Ung Fridleif rider, som han kan bedst,
Ved Borgestue-Ring han binder sin Hest.
Op axler han sit Skarlagenskind,
Saa triner han fast for Herr Erik ind.
„Hil sidde I, Herr Erik, høviske Mand!
Jeg fæster eders Dotter, den Lilievand.”
„Hure kommer I af Landet fraa,
Siden I alt Helga min Dotter saae?”
„Vel haver jeg draget saa vide om.
De Hellede vog jeg, hvor jeg kom.
Han Erland var mig en Hals saa haard,
Dog gieste jeg ham med Ulivssaar.”
Herr Erik skifte sin Mine brat,
Han ganger ud i den svarte Nat.
Kryste saa fælen Edder grøn
Udi det Miødhorn, alt udi Løn.
„I sætte eder ned paa min Hynde blød,
I smage dertil min gamle Miød!”
Ung Fridleif lagde sin Hielm, og drak.
Den kolder Sved af hans Pande sprak.
„Det sværger jeg ved den øverste Gud:
Ret aldrig stak jeg beskere Bæger ud.
Aldrig smagte jeg bittrere Miød,
Og aldrig vented jeg mindre min Død.”
Det da meldte Herr Erik med Læber blaae:
„Saamænd, Herr Fridleif! nu døer I paa Straa.
Edderen svam udi hiin brune Miød.
Nu haver jeg hevnet min Frændes Død.
Hel bliver eder en bedre Brud,
Sortblaa, dertil blegelig seer hun ud.”
„Herr Erik! I haver en stor Forstand,
I bliver Helved en kostelig Mand.
I bringe liden Helga sin Ring saa rød,
I skiule hende ikke ung Fridleifs Død!
Men før skal I vride Vand af Staal,
Førre I skal qviste jert Nidingsmaal.”
Saa svang han sit Glavind høit omkring,
Herr Fridleif, den unge Ædeling.
Han mærkede sig med sit skarpe Sværd,
Saa red han til Odin i Heltefærd.
Herr Erik heder ad Dotteren sin:
„Du komme ind til Brudgommen din!”
Det da blegnede brat den vene Maard:
„Min kiære Herre Fader! hvi var I saa haard?”
Liden Helgas Hierte slog saa fast,
Jeg siger for fanden, hendes Øie brast.
Ved Midienat stander Herr Erik i Blod,
Med tvende Liig ved sin kolder Fod.
Han stod saa længe, han stod saa stiv,
Tilsidst saa stod han foruden Liv.
De lagde liden Helga og Fridleif paa Baal
De kunde ei flytte Herr Erik fra Maal.
I trende Dage hans Legem stod,
Og stirred ned i det levret Blod.
Den tredie Nat — da skete et Raab,
Herr Erik faldt ned i en Askehob.