Til Beskow
Med Oversættelsen af hans Sørgespil Torkel Knutson
Med Oversættelsen af hans Sørgespil Torkel Knutson
Min ædle Beskow! det har glædet mig,
At bringe Danemark et Digt fra dig.
Paa Venskab gav du mig saa mangt Beviis;
Tilgiv! du faaer det end ei ligerviis.
Thi ei Personlighed har ledt min Haand
At vække Gienklang af din Digteraand
Fra Danerharpen; ikke Venskabs Pligt
Begeistred her — det var dit eget Digt,
Et Maleri, alvorligt, skiønt og sandt.
Dit ædle Hierte, som en Diamant,
Gav Lysning til Christinas Maaneskin,
Og Solglands til din Torkels Heltesind.
Hvor kiært det var mig, at opdage brat,
Mens Svensk til Dansk saa let blev oversat,
Den Liighed i vort Sprog, som i vor Slægt:
Det samme Sprog — kun dobbelt Dialect!
Dog Noget her jeg ærligt skrifter dig.
Ei Dansken, veed du, er misundelig;
Kun Eet misunder Svensken han. — „Hvad da?”
— Det er et lille Bogstav, Ven! et A.
Dog saae du før, og nu maaskee vil see,
Et Sprog kan være smukt med samt sit E.
Hvad der er skiønt, hvad der er stort og sandt,
Vocalen finder til sin Consonant.