Til min Ven Peter Oluf Brøndsted
Paa hans Fødselsdag.
Paa hans Fødselsdag.
Det Baand, som knyttes i Livets Vaar,
Ei let sin Styrke mister;
Bedst mindes vi vor Ungdoms Aar,
Erindringen ei brister.
De Blomster, som Baandet sammenbandt,
Af dem vel visned mange;
Men de var ikke Tidens Tant,
I Himlen atter de Haugen fandt
Paa Evighedens Vange.
Og mange Blomster staae endnu,
Som dengang kun var Knopper;
Ei skue vi med sorgfuld Hu
Paa Tidens visne Stubber.
Selv bære vi Hiertet i vort Bryst,
Min gamle Ven! med Ungdomslyst,
Skiøndt Haarene vel graane;
Med sunde Blik vi Livet see,
Endnu i Solskin kan vi lee,
Og sværme ved Guds Maane.
Vi fandt hinanden i fremmed Land
Ved Elbens fierne Kyster,
Langt fra den kiære Fædrestrand,
Germania var vor Søster.
Paa Dresdens lange Marmorbro,
Der, Brøndsted! ofte stod vi To
Og saae Naturen virke
I Aftenglands, i Morgendunst;
Og Hallen vinked os til Kunst,
Til Sang den skiønne Kirke.
I Weimar hilste vi store Skiald,
Hvem meer ei Jorden eier.
Vi skued Tydsklands dybe Fald
Og Heltens stolte Seier;
I Notre Dame vi siden saae
Med Scepter ham i Purpur gaae
Med Hertug og med Greve.
Paa Sanct Helena nu en Steen
Bedækker slet og flad hans Been.
Vi mindes ham, vi leve.
Og hist bag Alpernes Kæmpemuur
Vi atter os gienfunde,
Hvor dobbelt yppige Natur
Beriger sine Lunde.
Hvor Cicero, hvor Cæsar gik,
Der stode vi med Tankeblik;
Og hvor ved Arno grundet
Er yndigskiønne Blomsterstad,
Der skiltes vi saa kiærligt ad,
Og fandtes igien ved Sundet.
Men længe først, min ædle Ven!
Hver fulgte tro sin Muse:
Du fandt Oldgrækenland igien
Bag længst nedfaldne Huse;
Og jeg i Nordens fierne Kant
Den gamle Bragis Harpe fandt.
Den havde ligget længe;
Men den var Gudens eget Værk,
Endnu den var saa kæmpestærk,
Jeg gav den nye Strænge.
Og nu har jeg den skiønne Trøst,
Hvor Sundets Vover flyde,
At jeg med dig kan Livets Høst
Som Livets Foraar nyde.
Nu i den kiære Axelstad
Os Rummet skiller meer ei ad,
Og Kampen veg for Freden.
Og Tiden med sin plumpe Haand
Ei sønderslide kan de Baand,
Gud bandt for Evigheden.