Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Gamle Barde sover saa sødt.

Nu har fra brustne Stræng os mødt

Ingen Lyd, nu hænger Harpen paa Egen,

Harmonie-

Legen —

Er forbi.

Gamle Ven! dit Navn tyded: Klang.

Terpsicbore med Fryd din Sang

Hørte tidt, og Melpomene du vinked.

Taaren huldt, naar hun gik,

Blinked

I hvert Blik.

Du Lagertha, Regner besang,

Da virked Nordens Skioldeklang,

Asers Kraft og Hiertets hellige Stemme.

Bragi hist vil dig ei

Glemme

Paa sin Klippevei.

Og den Hulde Julias Sorg

I Gravcapellets skumle Borg

Malte du med skiøn Correggiofarve.

Derfor skal du, vor Schall!

Arve

Fryd i Alfers Hal.

Sov da sødt, vor Gubbe saa træt,

Af Livet og Dage mæt!

Englesang skal hisset atter dig møde.

Ei dit Navn blandt os her

Døde;

Danmark har dig kiær.