I Markens gamle siunkne Høie
Langt fra skyggefulde Skove;
Som nu Bønders travle Plove
Aarligt mere dybt nedpløie!
End I møde Skjaldens Øie,
Avle Billeder og Tanker
I hans Aand med eders Banker.
Saga! Tanken du forlyster
Her med dine runde Bryster.
Forskeren af dem faaer Die.
Skialden selv kan ikke tie,
Naar sig Oldtids Høi oplukker
Med de skiøre Askekrukker,
Rustne Spore, gyldne Penge,
Som har ligget der saalænge.
Paa andre Steder ei man finder
Nær saa hyppigt slige Minder,
Som paa Roeskild-Mark, den flakke,
Mellem Høets gule Stakke.
Norge skienker sielden Slette,
Hvor en Høi man kunde sætte,
Som i Flugten fængsled Blikket;
Thi den er kun lidet skikket
Til at stande ved en Klippe,
Øiet snart den vilde slippe,
For til Fieldet op at skue
Fra den lave Myretue.
O, men Marken her I Pryde,
Fladen yndigt I afbryde,
Lader os i Nutid finde
Gamle Nordens ældste Minde.
I vilde, stærke, grumme Slægter!
Skialden heller ikke negter:
Ædel er Fornuftens Lænke;
Vi kan bedre føle, tænke,
Ja — til daglig Brug — selv bedre
Handle med, end hine Fædre.
Men skiøndt Hønen nu og Hanen
Skaffer Æg og kildre Ganen
Med en lækker Ret i Gryden,
Tilberedt ved kunstig Syden,
Glædes vi dog ved at skue,
Hentet ned fra Himlens Bue
Ved et Skud — saa den blev stækket —
Ørnen med sin Vinge knækket.
Og udstoppet blot i Salen,
Skaffer den sig end i Dalen
Ærefrygt selv efter Døden,
Skiøndt den trælled ei for Føden;
Naar dens Næb, dens Kløer, dens Vinge,
Som for Intet kunde tvinge,
Vi forbausede betragte. —
Kongeørnen maa man agte,
Skiøndt den ikke kildrer Ganen,
Som Kapunen og Fasanen.
Saa far da vel, I kiære Bakker!
Farten nu mod Enden lakker,
Endt er snart den korte Reise,
Hisset Axels Taarne kneise.
Og jeg seer med sine Fløie
Paa den kiæreste blandt Høie
Fredriksberg mig atter vinke,
Kirkespiret gyldent blinke,
Hvor sig aabner Dødens Have
Med de lave Fredens Grave.
Der ei Thor paa Høien sidder
Ved en lystig Fugleqvidder,
Og ved Stierneglimt i Sneen.
Døden meied dem med Leen.
Veemodsfuldt paa Kirkestien
Atter lyder — Elegien.