„Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Lød første Gang fra spæde Bryst;
Hvor Himlen gav mig at fornemme
De første Glimt af Livets Lyst;
Der, hvor jeg lærte Moder stamme,
Og første Fied ved hendes Haand:
Der tændtes Gnisten til den Flamme,
Som brænder for mit Fødeland.”
Saa sang en Skiald. Og — o, Fyrstinde!
Dit Hierte giver Skialden Ret.
Vel er det søde Barndomsminde
Saa stærkt, at ei man glemmer det;
Dog trænger dyrebare Billed
Til huldt at friskes op igien,
Naar Tid det har i Skyggen stillet,
Og dækt med Støv Erindringen.
„Ei Grønlands arme Søn vil bytte
Sit golde Field med kornrigt Land;
Et Marmorslot er ham hans Hytte,
Og Fieldet er hans Canaan.”
Men — naar et Canaan er Stedet,
Hvor Barndoms søde Tid henrandt,
Sig føler Hiertet dobbelt glædet,
Hvor det sin første Glæde fandt.
Dig sendte Himlen til at være
En Blomst i Norden, Danmarks Pryd,
Mandens Beundring, Kiønnets Ære
Ved Aand, Huldsalighed og Dyd.
Det danske Folk dig som Fyrstinde
Seer med din kongelige Ven;
Men Als dig hilser som Hyrdinde,
Naar du besøger det igien.
Da kiender du hvert Træ i Skoven,
Hvor du som Barn har leget Skiul;
Da stiger Maanen dig af Voven
Som Nattens underlige Hiul.
Naar du en Hare seer i Græsset,
Dig tykkes, det var den, du saae
Som lille Noer; og hist paa Næsset
Dig Bølgerne bekiendte slaae.
Du kiender Stenene paa Stranden,
Du kiender Hækken med sin Tiørn;
Du kiender Konen, kiender Manden,
Du leget har med dem som Børn.
Din elskte Moder seer dig atter,
End selv saa frisk, saa fuld af Liv;
Hun glædes ved sin hulde Datter,
Ved hendes søde Tidsfordriv.
I ædle Broders Børneklynge
Du føler dig et Barn paa ny;
Saa lad da Dagen dig forynge.
Og fierne hver en Tordensky!
At du som Barn her først har leget,
Ei glemmer Als, du Lilievand!
Som Aphrodite du er steget
Af Havets Skum paa denne Strand.
Og derfor Øen høit sig glæder,
Især i Dag til dobbelt Fest,
Da du besøger gamle Steder,
Og er din elskte Broders Giest.
Og aldrig — aldrig vil du glemme
I Glandsen af din største Lyst
Den „Plet af Jord, hvor Livets Stemme