Nu Adam med Holten og Adler og Heger
Sig hurtigt bevæger
Til Odense hiem.
I Vognen de sidde saa spøgende sammen
Med støiende Gammen,
Og snelt gaaer det frem.
Vor Prinds blev tilbage, men kommer saa fage;
Han bød i Calecben forud os at age.
Saasnart han har været hos Seh’sted til Giest,
Han kiører i Natten; da kiører man bedst.
Da kiører man bedst i den brændende Sommer;
Men siger mig, kommer
Alt Vintren i Nat?
Det bliver saa mørkt, og saa bitterligt Vinden
Jo pidsker os Kinden.
Hvordan er det fat?
Carl Heger! Gud give, du end var i Live;
Du viste mig Fingrene hvidfrosne, stive.
Jeg haaber, dog Livet er i dig endnu?
For Resten i Hytten jeg fryser, som du.
Os Adler har lovet, at Pigen skal bage
Med Flesket en Kage,
Som standser vor Nød.
Hvad hielpe nu Middags- og Gaars-Tractementer,
Naar Aftnen ei henter
Et tarveligt Brød?
Men Adler optrækker — mens Pigen alt dækker —
En Flaske med Vinen han Brødrene rækker.
Nei, bland den med Sukker, med kogende Vand,
At Kulden af Kroppen fordrive den kan.
Nu er den fordrevet, nu er vi optøede.
Bekymringen døde,
Men Fryd kom igien.
Min Adler! min Holten! og du, Broder Heger!
Mig Hiertet bevæger;
Thi hver er en Ven.
Jeg gierne vil bytte hver Borg med en Hytte,
Naar Troskab og Venskab kun med mig vil flytte.
Min herligste Ret paa vor Christians Slot
Er den: at han agter og lider mig godt.
Nu lader os drikke hans Skaal her af Kanden;
Thi han er ei Manden,
Som seer kun paa Skal.
Og naar vi saa Kanden til Munden giensætte,
„Vor egen” med Rette
Da drikke vi skal.
Men hvor er vor Greve? Han ogsaa skal leve!
Vor Holck og vor Bruhn? Skiøndt de borte nu bleve,
De høre til Kredsen. Fortræflige Folk,
Staldbrødre paa Reisen, vor Bruhn og vor Holck!
Saa, nu er vi lystige, nu er vi varme,
Nu Blæsten kan larme,
Vi agte den ei.
Farvel nu, du lave, du landlige Stue!
Med Venskabets Lue
Nu atter paa Vei!
Men aldrig jeg glemme skal hisset derhiemme
Den Vraa, hvor jeg lytted til Brødrenes Stemme;
Hvor Munterhed, medens det rusked saa graat,
Forvandled en Hytte til prægtige Slot.