Den gamle Sømand efter døde Broder
Faaer Mark og Eng og Skov i Arv;
Men vant til paa sit Skib at pløie Floder,
Han kiender ei til Ploug og Harv.
„Min ældste Søn!” han siger, „du skal dyrke
Den Jord, du arver efter mig.
I Døden ei, endnu med Manddoms Styrke
Jeg overlader den til dig.
Vel, alt i Livets Høst, og midt i Freden,
Jeg følger ei Kartovers Knald;
Naturen er mig kiær, og Danmarks Eden
Min Sommerglæde være skal.
Ei furer jeg vel længer Havets Flade
Med Orlogsskib, selv ei med Baad;
Men Siælland kan dog Gubben ei forlade,
Han sidder i sin Konges Raad.
Saa dyrk din Jord, og send mig her i Krogen
Lidt Frugt deraf til Kiøbenhavn!
Naar jeg har talt til Held for Dannebrogen,
Jeg iler i Naturens Favn.
Thi ogsaa her, min Søn! nær Axelstaden,
Nær ved det store Vinterbuur,
Er skiøn og yndig — ikke langt fra Gaden —
En frisk og blomstrende Natur.
Det længstforfaldne Huus er bedre blevet,
Det ligger yndigt ved sin Vei;
Hvor gamle Rahbek med sin Camma leved,
Der lever med din Moder jeg.
Afdøde Skiald besøger tidt min Tanke,
Jeg kiendte ham i Ungdoms Aar;
Det rører mig endnu, naar Cammas Ranke
Med Druen paa mit Vindve slaaer.”
Saa taler til sin Søn Holsten den Gamle,
Og Sønnen lyder glad hans Bud.
Og alle Sommerglæder sig forsamle,
Hvor Freier dyrkes end som Gud.
Hav Tak, Herr Adam! for du Adam viste
En Hæder, som han mindes skal,
Da ved dit Bord du Vennerne bespiste
Ved lystige Champagnerknald.
Og hils din Broder ved den friske Kilde,
Som ogsaa giestfri mig indbød,
Fordi, som du, han Skialden glæde vilde
Med Venskab i Naturens Skiød.
Men — giemt er ikke glemt! En anden Sommer
Mig vinker Fyen med Freias Blik,
Da uanmeldt jeg til hans Skove kommer,
At høre Alfernes Musik.