Overstaaet er den stærke
Hede med sin Smeltelue;
Og nu vandrer jeg ved Slottet
Under Træers køle Bue.
Gamle Stammer deres Grene
Høit i Sky mod Himlen strække;
Lange, svale Hvælving dannes
Under det smaragdne Dække.
Hisset atter i det Fierne
Blaaner giennem Hullet Luften.
Her staae Buske tæt ved Buske,
Grønninger i Blomsterduften.
Gamle Ven mig kiærligt hilser,
Adler møder mig ved Dammen.
Fem og tyve Livets Somre
Smedded vore Hierter sammen.
Nu han bringer mig i Haugen
Til en vennesalig Fyrste.
Ridende han kommer hisset,
Freier liig paa Gullinbørste.
Velskand rundt han bringer Øen,
Sørger for dens Tarv og Bedste,
Rækker Skialden venligt Haanden,
Hvem han bød sig her at gieste.
Ofte jeg ved Christians Side
Gik i disse køle Gange,
Talte med den Sindrigblide
Om hver Blomst i Danavange;
Om hver Aandens Blomst, som smykker
Danemark og Fredriks Krone.
Undertiden ogsaa hørte
Christian min Digtertone.
Men som eengang saa vi vandred
Her i Haugens Skyggegange,
Vared Christian sin Digter
Fra at træde paa en Slange.
I Samtalerne fordybet,
Og forført af Træets Rødder,
Ændsede jeg ikke Krybet,
Som laae tæt for mine Fødder.
Fyrsten hen med Stokken peged,
Sagde: „Vogt dig den at trykke!”
Da den snelt sig bortbevæged.
Det udtolker jeg som Lykke.
Snogen kan i Løvet hvisle,
Ingen Hugorm mig vil skade;
Gode Fyrste selv med Stokken
Jager den i visne Blade.