Naar fordum til Jagten de Riddere drog,
I Skoven var Damerne med,
Hvor Falken paa Byttet med Dristighed slog,
Paa blomstrende Sted.
Og gierne den iled igien til sit Baand,
Sad rolig, som før, paa den Yndiges Haand.
Thi Alt i Natur laer sig binde
Til Skiønheds Gudinde;
Selv Jagten ei lyder en Gud:
Diana! dit Bud
Bestemmer det træffende Skud.
Nu følger ei Damen os tiere paa Jagt,
Vi har det ei længer saa godt;
Dog viser Diana sin tryllende Magt
Paa rolige Slot.
Naar Røgen forsvinder og Bøssernes Skrald,
Da sidder end Damen med Ridder i Hal.
Og Jagtens nu hvilende Sønner
Med Smiil hun belønner.
Hun ynder den mandige Leg,
Hvor Maanen saa bleg
Nedblinker til Dalenes Eeg.
Vor Jagtherres Skaal! Som Apol har han kiær
Først Buen — saa Strængene med.
I Heltenes Syssel, i Kunstens — i hver
Er han paa sit Sted.
Og, huld som Diana, hans herlige Viv
Forskiønner vort Land, og forsøder hans Liv.
Som Bægret ved „Bordet hiin runde”
Man tømte til Bunde,
Vi tømme vort Horn ligerviis —
Som Hyldingsbeviis
Til Christians, Amalias Priis.