Skialden sad i sin stille Ro
Alt paa sin Sommersvale;
Ind traadte de Smaapiger, en og to,
Tre, fire, — med venlig Tale.
Han aned ei, hvad de vilde ham nu,
Da monne den Ældste sig neie,
Hun sagde: „Digter! os kiær er du,
Vi Noget af dig vil eie.
Gak ned i Haugen, og pluk os dog
En Blomst! det ønske vi bare.
Vi giemme den i vor Psalmebog,
Vi ville den længe bevare.
Hvergang vi see den i Fremtids-Aar,
Den vorder om dig et Minde;
Naar længer din Haand ei Harpen slaaer,
Skal dog ei Blomsten forsvinde.”
Smaapiger! Blomsterne fik I alt,
De visne, før Aften kommer;
Her skienker jeg eder endnu en Knop
Af mine Digterblommer.
Den varer lidt længer, den dufter lidt meer.
Naar Skialdene længst er døde,
Man Rosenblade tidt fra dem seer,
Som endnu er ganske røde.