Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Hvert Adams Barn har en Fødsel jo,

Det er en Regel for alle Slægter;

Men at Geniet maa have to,

Det sikkert heller ei Nogen negter.

Den første Fødsel er den, som Livet

Har Hver som Borger paa Jorden givet;

            Den har Enhver.

Den anden Fødsel — det er den Stund,

Da den Udvalgte sin Styrke mærker,

Der spirer ud ham af Aandens Grund,

Som kraftig Skaber til skiønne Værker.

Den mærkte Thorvald — som man begriber

Da han fra Øresund kom til Tiber,

            Til Kunstens Hiem.

Den Fordeel have deraf nu vi

I gamle Rom og ved gamle Leire,

At vi med broderlig Sympathie

Kan Thorvalds Fødseler begge feire.

I Danmarks Dal han først Livet sandsed,

I Rom hans Tinding med Laurbær krandsed

            Du selv, Apol!

Og derfor driver et venligt Savn

Ham hen til Begge med kiærlig Stemme;

I Roma mindes han Kiøbenhavn,

I Kiøbenhavn kan han Rom ei glemme.

Her blomstred Vaaren, og hist hans Sommer;

Med rige Høst dog til os han kommer.

            Vor Thorvalds Skaal!