Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Vaarens Blomster ere skiønne,

Yndigt staae de med det Grønne,

Men de visne snart;

Aandens Blomster længer vare,

Der for dem er ingen Fare,

Stærk er deres Art.

End et Slags af Blomster gives,

Som ved Hyttens Ame trives.

Det er Hiertets blaae.

Ei de spire blot i Daaren;

Knopper, midt i Vintren baaren,

Smukt paa Stilken staae.

Vaarens Blomster brat forsvunde,

Aandens end saa friske, sunde,

Pryde, Kierulff! dig.

Hiertets Blomster i din Hytte

Hulde Fylgier beskytte,

Her de vise sig.

De med brogetskiønne Flammer

Pryde dette kiære Kammer,

Troskabs Tempelhal,

Hvor du med en værdig Mage

Mange skiønne Fremtidsdage

Kiærligt dele skal.

Myrtekrandsen, som vi række,

Skulde Sølvet vel bedække,

Denne Bryllupsdag;

Men vi Guldet valgte heller,

Spaadom gyldne Glands fortæller,

Alle til Behag.

Det har sagt med Spaadomskræfter,

At den Fest, som følger efter,

Vorder endnu bedst.

Da vi atter os forsamle,

Hiertensunge, skiøndt saa gamle,

Til den kiære Fest.