Til Schleiermacher, da han besøgte os
Den 27de September 1833.
Den 27de September 1833.
Tidt sang vi her i Hiemmet
Til Roes for danske Mand;
Men hver en ædel Fremmed
Er fra vort Fædreland,
Thi Jorden er vor Moder,
Hun skienker fælles Løn,
Og den vi kalde Broder,
Som Snillet kalder Søn.
Os Videnskab forbinder,
Den Kiæde — den er stærk.
Forskelligheden svinder
For Tankens bedste Værk.
I Videnskabens Alder,
I Kunstens hulde Favn
Vi den vor Landsmand kalder,
Som virker Aandens Gavn.
Og, Brødre! hvo har dette
Vel meer, end denne Mand,
Hvem her vi Krandsen flette,
Som Giest paa Danerstrand?
At bryde Mørkets Lænker,
Var alt hans aarle Færd
Som Taler og som Tænker,
Som Lærer og som Lærd.
Han Østresalt forener
Med Archipeler-Hav.
Hvad Plato gav Hellener
Det han Germaner gav.
Apollo selv ham kaldte,
Han blev Minervas Tolk;
Hvad Socrates fortalte,
Meddeelte han sit Folk.
Da brat en hellig Lue
Ned paa hans Isse foer;
Hvad Øiet ei kan skue,
Forkyndte han med Ord.
Og fiernt fra Bierg og Dale
Saamangen Broder kom,
At lytte til hans Tale
I Kirkens Helligdom.
En festlig Skaal for Giesten,
Som Muserne har kiær,
For Tænkeren, for Præsten —
For Mennesket især!
Den, som i store Stævne
Stod viis — og blid — og bold
Den lærde Mand vi nævne
Melanchton for sin Old.