Til Studenter-Foreningen i Kiøbenhavn
Med Lystspillet Trillingbrødrene fra Damask, 1830.
Med Lystspillet Trillingbrødrene fra Damask, 1830.
Halvhundred Aar alt af sin Livets Bane
Den danske Digter saae tilbagelagt;
Dog kunde han ei glemme gamle Vane,
End randt ei Blodet i hans Aarer svagt,
Med Ungdomsmod det blussed paa hans Kinder,
Og end han Harpen som en Yngling slog.
Hans varme Følelse sig ei bedrog,
I Andres Barm den vakte kiære Minder,
En Ynglingsflok af Landets ædle Sønner
Et Vivat bragte ham hans Fødselsnat;
Ved deres Ild for ham, ved deres Bønner
Han følte sig hen i sin Ungdom sat.
Ei agted han i Natten Sneens Kampe
Med Stormen, og den kolde Vinter-Iis;
Han stod i Østens Morgen-Paradiis,
Aladdin kom, og vinkte med sin Lampe.
Det var ved Juletide just, den søde,
Minervas Sønner samlede sig hist,
For i det vittigmuntre Svendemøde
At glæde sig ved Mummespil, som sidst.
Alt ofte havde denne Spøg ham gottet,
Hvor Kløgten sig med Skielmeri forbandt.
Et gammelt Eventyr i Hu ham randt,
Fortalt ham af hans Moder hist paa Slottet.
Og neppe med sit Mørke var forsvundet
Den hvide Januar med Stormens Gang,
Saa havde han alt Vei til Bagdad fundet,
Og stod igien ved Leire med en Sang.
Med Masken for sit Ansigt venligt smiilte
Den brogede, den lette Phantasie;
Og mangen Blomst paa kiendte Barndomssti
Fandt han igien ved Palmen, hvor han hviilte.
Og eder, Brødre! denne Krands tilhører,
Thi til min Digtning mig besiæled I.
Bag muntre Fabel sig kun Sandhed slører,
Den dækkes ei af mild Allegorie:
Stærkt ligne Mennesker paa denne Klode
Hinanden jo, med Ansigt, Hænder paa;
Men nogle Siæle store, nogle smaae,
Og mange Hierter slette, mange gode.
Gid altid ædelt I hinanden ligne,
Som Ibad, Syahuk hinanden værd;
Da vil den store Fyrste jer velsigne,
Som svinger over hele Jorden Sværd.
Gid ingen gnidsk Babekan eder saare,
Og vise jer ud af sit Broderhuus;
Gid Lykken følge jer med fyldte Kruus,
Og gid I kun maae fælde Glædestaare!