Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Velkommen, Venner! til Danmarks Skov,

Hvor Bøgen svaler med breden Skygge;

Hvor under Skjoldungens Fader-Lov

Vi dyrke Kunster og Landet bygge.

    Fra Stadens Mure

    Til grønne Bure,

    Bekrandst af Agerens gyldne Fure,

    Velkommen Hver!

I viste venligt os Giestfrihed

I skaanske Byer med de gamle Kirker.

Velkommen atter til Danmark ned,

Hvor Frigga Vaaren sit Tæppe virker

    Med røde Blommer,

    Som friske kommer

    Med dobbelt Skiønhed igien hver Sommer.

    Velkommen Hver!

Her risler daglig med lystig Iil,

Med Siv og Græsset til begge Sider,

Den rige Kilde, som Kirsten Piil

Engang opdaged i fierne Tider.

    Men Vandet drikke

    I Dag vi ikke;

    Det vilde slet sig blandt Venner stikke.

    Som skienkte Viin.

I skienkte Viin, og I skienkte meer:

I skienkte Venskab, uskrømtetvarme.

Saa gierne derfor igien vi seer

Den skaanske Flok i vort Siølunds Arme.

    Ei Dansken svigter

    De giestfri Pligter.

    Thi Skaal for eder og eders Digter!

    Den Ædles Skaal!