Til Kronprindsesse Caroline
Mai 1829.
Mai 1829.
Hør, ædle, blide Kongemø!
Hvad Skialden har at sige:
Han hilser dig fra Land og Ø
Og fra det hele Rige.
Imellem tusind Harpers Klang,
Ved Vaarens rige Gave,
Forsmaaer dn ei en ringe Sang
Hist fra den kiære Have.
Jeg sætter under Træet mig,
Som snart nu Blomster flyder.
Dets Frugter sendtes os fra dig,
Jeg veed, hvad det betyder.
Begeistret, Bacchus! i dit Haar
Du bærer tungen Drue;
En Laurbærkrands, Apollo! slaaer
Sig om din Pandes Bue.
Men Carolines Kirsebær
Paa Laurbærkrandsen bøde.
Hun skienkte mig i fulde Kurv
Erindringerne søde.
Begeistret jeg min Harpe slaaer
Til Carolines Glæde,
Og siunger, hvad den unge Vaar
Bød Skialden her at qvæde.
Paa Jorden kolde Vinter laae
I stærken Pandserplade;
Der funkled ingen Himmel blaa,
Der spired ingen Blade.
Kun Skyer krandsed dunkle Pol,
Kun Stormen hørtes lyde;
Ei kunde selv den varme Sol
Sit tykke Fængsel bryde.
Da flagred hulde Freia ned
Til Isefiord og Bæltet;
Og danske Fyrsters Kiærlighed
Har hele Isen smeltet.
Da, Fredrik! dine Børn blev rørt,
Naturen snelt oplives;
Thi der, hvor Freias Karm har kiørt,
Kan Snee ei længe trives.
Da Frederik og Ferdinand
Sin Viv, sin Brud omfavned,
Igien sig Vaaren snelt indfandt,
Og rigt erstatted Savnet.
Nu atter, hulde Kongemø!
Vil du i Græsset finde
Den blaa Viol, ved klaren Sø
Den smilende Kiærminde.
Da du Kiærminden først forstaaer;
Snart vil du Rosen bryde.
Og vide, hvad i lyse Haar
Dens Fletninger betyde.
Alfader hist din Glæde seer,
Han smiler i det Høie;
Thi ingen Blomst han elsker meer,
End dit og Fredriks Øie.
Kiærminden i sin Sommerbo
Vel blaa forskiønner Herthe;
Men den er ikke nær saa tro,
Thi den har intet Hierte.
O, hvilke Roser uden Tiørn!
O, Fredrik og Marie!
I skilles ei fra eders Børn;
Thi Frigga skal dem vie.
Vor Hylding, Dronning! imodtag,
Du Fædrelandets Smykke!
Din og din Datters Fødselsdag
Er een, som eders Lykke.
Alfader! sign et dobbelt Par,
Et dobbelt Held du give;
Og stor, som Folkets Glæde var,
Lad stedse Glæden blive.