Danrigets Lykønskninger
Allegorier
Allegorier
i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians og Prindsesse Vilhelmine Marias Ægteforening.
i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians og Prindsesse Vilhelmine Marias Ægteforening.
Gefion,
med Egeløv om sit Klædebon og med Roser i Haaret, bringer Prindsessen en Krands.
Blandt alle Nords udstrakte Lande
Lod Gylfe vælge Valhals Mø;
Da Gefion drog i sølvblaae Vande
Vort Siællands grønne Blomster-Ø.
Dens Bøgeskov, et evigt Gierde
Mod Vinterstormen, er dig kiær.
Den Høi, hvor Frederik den Fierde
Sit Slot har sat, staaer dig saa nær.
Did ofte vende du tilbage!
Da kiender Hiertet intet Savn;
Lyksalig, som i Barndomsdage,
I Fader- og i Moderfavn.
Valdemar.
I Harnisk med Hielm, Sværd og Skiold.
Ved Vordingborg, høit i Naturen,
Sees Levning af mit gamle Taarn.
Nu staaer forladt og dunkel Muren,
Et muntert Slot var der tilforn.
Did tidt min Aand tilbagevender;
Og ved hver Skioldungs Bryllupsfest
Alfader mig fra Himlen sender,
Og jeg er en usynlig Giest.
I Aften synlig frem jeg træder,
Velsignelsen er eder bragt.
Jeg værne skal om eders Glæder,
Og følger Brudgommen paa Jagt.
En Huldre.
Med Sølvmors Slæb og Siv om Haarene.
Jeg kommer fra det gamle Leire,
En Havets Mø, fra Isefiord,
For Glædesfesten med at feire,
Hvor Freias bedste Rose groer.
En Lilie fra den Fiord jeg bringer,
Hvor Danmarks ældste Bøge staae,
Hvor Hroars Bølge helligt klinger,
Hvor Heltens Bakker er forgaae.
Jeg kommer eder at velsigne,
Gid I de bedste Slægter ligne!
Hun rækker Bruden sin Lilie.
Den hvide Pige fra Møen.
Fra Møen I see den hvide Pige,
Min Krands jeg bringer her til Held.
Jeg er en Aand, som Mange sige.
Men Aanden fra det hvide Field.
Den Klint, som steil mod Himlen rækker,
Den sender eder her sin Mø.
Saa gierne see vi danske Snekker
Ved Møens, ved Falsters, Laalands Ø.
Besøg os ofte, Vilhelmine,
Som jeg, en kongelig Blondine!
Hun rækker sin Krands.
Skirner.
I himmelblaa Kiortel, gylden Pandserplade paa Brystet, en Hielm med store brogede Vinger, et Spyd i Haand.
Til Prindsen.
Fra Odinsø mig Odin sender,
Den snelle Skirnir er mit Navn.
Valfader strækker sine Hænder
Fra Sky, og signer Axelhavn.
Hvor Odin sad i fordums Dage,
Der, Fredrik! sees din Fader nu.
Til Skierm og Støtte for den Svage,
Som han for Landet virke du!
Hvergang din Daad os Held bebuder,
Da glædes alle Valhals Guder.
Ægir fra Hlesø.
I mørkeblaa Dragt, med en Fiskeraare i Haand.
Med broget Hielm af Muslingskaller
Fremtræder Ægir, Havets Gud,
I Christian Fredriks Høitidshaller,
At signe Brudgom, signe Brud.
Saa længe som jeg Bølger vælter
Fra Hlesø, fra min faste Grund,
Igiennem Danmarks skiønne Bælter
Og giennem stolten Øresund,
Saa længe skal jeg stærk bevare
Skioldungen ved mit Konge-Ror,
Beskierme Landets Kyst fra Fare,
Og sende Snekker til min Fiord.
Gerda.
Med sorte Lokker og Halsbaand af Granater; hun er klædt i en kort Silkekiole, funklende med Rubiner og Ædelstene af alle Farver, og har et Diadem paa sin Isse.
Først Gerda var en stolt Jetinde;
Men da hun ægted Asa-Freir,
Sig monne Jotherne forbinde
Med Gotherne, til fælles Seir.
Nu broderligt Halvøen værner
Om Østersaltets Søster-Øer;
Og ei sig trofast Jyde fjerner,
Hvor Danerfolket Blomster strøer.
Med Høitid feire Bryllupsdagen
Fra Ribe Jyderne til Skagen.
En Cimbrer.
Med lange gule Haar ned til Hofterne, over Harnisket; Hielm paa Hovedet, Stridsøxe i Haand.
En gammel Cimbrer jeg fra Marken kommer,
Fra Velskland, fra min Kæmpehøi;
En Oldtids Helt, en Nutids Dommer,
Til Jylland tidt min Aand langt over Alpen fløi.
Jeg mod Papirius Carbo gik at stride,
Saae Scaurus flygte fra sin Leir;
Og Romerne jeg lod i Græsset bide,
Til Marius vandt en listig Seir.
Tidt fløi min Aand til Cimbrien tilbage.
Og altid glædte mig mit Folk,
Saa tappert som i gamle Dage,
Paa sadlet Ganger, paa bevinget Holk.
Særdeles hued mig den sidste Prøve,
Da de dem viste Fædres Æt
Med Rantzan og med Gyldenløve
Ved Hochstädt og ved Malplaquet.
Nu — da jeg kom igien — rundt hersked Freden;
Der lyned ingen Tordensky.
Jeg ei misunder dem Lyksaligheden,
Som blomstrer under Egens Ly.
I Valhal har jeg Freia lært at kiende,
Hun er saa skiøn, som Thor er stærk;
Ei mindre heftigt hendes Luer brænde —
Og kraftigt er Gudindens Værk.
Mit Folk mig bad, at lade Stemmen lyde
For Kongen, for hans Børn, som Landets Tolk:
Jeg kommer her som trofast Jyde,
Velsigner Skioldungstammen fra mit Folk.
En Bornholmer.
Med en lille Æske.
Bornholm har fattige Demanter,
Dog, hulde Brud! forsmaa dem ei;
Trofast med sine Klippekanter
Den elsker, og den svigter ei.
Skiøndt fiernet langt fra danske Stranden,
Vi ynder intet Udenlandsk.
Den største Fryd for Dannemanden
Er der, som her, at være dansk.
Snorro Sturleson.
Med Jarlering paa Kofte,
Med Sværd ved Hofte,
Med Dommerstav, med Bindet
I Faareskindet,
Den gamle Snorro kommer,
Den Heltedommer,
Som samled Nordens Sager,
Hvor Hekla knager;
Hvad Oldtids Skialde siunge
Med danske Tunge.
Fra Islands Jøkuldale
Til Kongesale
Min Aand sig hurtig skynder;
Thi Hiertet ynder
Den gamle Skioldungstamme,
Og evig flamme
Skal Islands ædle Bønder
Fra Nord til Sønder
For Isefiordens Konning.
Idun sin Honning
Steds i hans Bæger blande!
Gid alle Strande
Hans Faderglæde nyde!
Gid Hver udbryde
Ved Hekla, som paa Sletten:
Hil Skioldungsætten!
En Grønlander.
Jeg føler ogsaa Borgerpligter;
Jeg kommen er til Danmarks Øer,
At vise: Hiertet ikke svigter,
At selv hos os ei Glæden døer.
Tag denne Urt, som Solen klækked
Saa sparsomt i min Sommer ud.
I Mosset den min Kyst har dækket;
Forsmaa den ikke, skiønne Brud!
En Neger.
En lille Grund kun Danerkongen eier
Paa Africas, americanske Strand;
Dog vor Hengivenhed for ham opveier
Besiddelser af større Land.
Vi veed, han var den første Drot i Norden,
Som fri de sorte Brødre gav.
Vi elske ham, skiøndt halve Jorden
Os skiller fra ham ved uhyre Hav.
Sin Datters Bryllup her han holder,
Med Christians ædle Søn hun stander Brud.
Den stakkels Neger sine Hænder folder,
Og sender varmt for dem sin Bøn til Gud.
En Indianer.
Stor Kiærlighed til Dansken har
Hist Asiens Folk ved Tranquebar
For Mildhed og for Venligheden.
Hvis Alle havde virket saa,
Behøved intet Sværd at slaae
Mod Oprør, for at vinde Freden.
I stamme ned fra Aser dog,
Thi Himmelen i eders Sprog
Jo kom fra Himalayabierget;
Og Mennesket, med Siælen fri,
Jo nævne næsten I, som vi.
Mod Landsmamd drage vi ei Værget.
Jeg bringer, høie Brudepar!
En Krands, som Øst udklækket har
Med al sin Skiønhed og sin Styrke.
Sign, Brama! Fyrsten og hans Brud.
Om end dig her de kalde Gud,
Een Skaber vi dog alle dyrke.
En Genius.
Til Prindsessen.
En Foraarsblomst jeg her dig bringer.
Hvad den betyder, vist du veed.
Den faldt fra Sky paa Englevinger,
Dens Navn er Søsterkiærlighed.
Ei vil du glemme, Vilhelmine!
De Dage ved Forældres Bryst,
Da med den hulde Caroline
Du deelte Livets unge Lyst.
O, see den venlige Fyrstinde,
Hvor mild hun ved dit Bryllup staaer!
Og hendes Glædestaarer rinde,
Mens henrykt hendes Hierte slaaer.
Giem Søsterblomsten ved dit Hierte
Med himmelblaa, beskedne Blad;
Og, medens brænder Livets Kerte,
I aldrig, aldrig skilles ad!
Biskop Absalon.
Absalon med Stav og Hue
Træder glad fra Nattens Bue,
For Skioldungers Fryd at skue.
Axelstad, som jeg har bygget,
Ved Skioldungers Vold betrygget,
Huldt af Fredens Palme skygget —
Axelstad mig lod for Thronen
Træde frem, som Skytspatronen,
Stemme med i Glædestonen.
Evig tro mod Skioldungstammen
Brænder helligt Borgerflammen,
Deler eders Fryd og Gammen.
Himmel! vi din Fred nedbede,
At i „tredie Fredriks Rede”
Sværdet slumre trygt i Skede.
Alle fiendtlig-lede Trolde
Flygte langt fra disse Volde
For de gamle danske Skiolde!
Herre! send din høie Gave,
Lad kun Volden som en Have
Slynge sig om Byens Grave.
Modtag, kongelige Frænder!
Krandsen da fra disse Hænder,
Hvori Elskovsrosen brænder.
Axelskad har Krandsen flettet,
Kongens Hiem har ei forgiettet,
Hvad den Fædrene forjetted.