Hvilken Alder er vel skiønnest?
Barndomsvaaren yndiggrønnest
Vinker med sit Trylleri.
Phantasien let sig svinger;
Som en Alf med smukke Vinger
Drengen gaaer ad eensom Sti.
I den lille Phantasie
Hvert et Billed dybt sig præger,
Hiertet ingen Sorg bevæger.
Træer og Maane, Sol og Skyer,
Huse, Mennesker og Dyr,
Alt fortæller Eventyr.
Ak, men af en Taage dækkes
Øiet, Siælen er ei fri;
Og naar vi af Drømmen vækkes,
Er den søde Lyst forbi.
Fryd dig, unge Bryst! nu kommer
Kiærlighedens vaagne Sommer,
Rosen staaer, hvor Knoppen stod.
Styrkens Vinge sig udbreder,
Og til alle Muligheder
Har det raske Hierte Mod,
Banker med et kraftigt Blod.
Helten vil kun Laurbær vinde,
Og den glade Elskerinde
Nævner ømt hans kiære Navn,
Trykker ham til henrykt Favn;
Livet kiender intet Savn.
Ak, men Haabet kan bedrage,
Taarer følge tidt paa Smiil;
Og de skiønne Rosendage
Ile snelt, som Amors Piil.
Manddoms Høst med gylden Grøde
Bølger modent os i Møde,
Frugten dækker Træets Green.
Aanden fri med Værk og Skrifter,
Sindrig Daad, og med Bedrifter
Rister sig sin Bautasteen.
Livets Kilde flyder reen.
Muddret ei af Lidenskaber,
Strømmen i en Sump sig taber,
Vælter af sit Klippeskiul,
Knækker mangen Stamme huul,
Driver stærke Møllehiul.
Ak, men mange hule Stammer
Fældes ei paa flade Mark;
Skiebnelynet oftest rammer
I den stærke Egebark.
Glæd dig, Siæl! naar uden Fare
Din Erindringsfrugt bevare
Kan den sunde Vinterkuld.
Ingen Hede den fordærver.
Oldingen vel ei erhverver,
Men han eier Livets Guld.
Børneklyngen, kiærlighuld,
Sig som unge Roser flokker
Om hans hvide Lilielokker.
See som Viisdom Gubben staae,
Føl det gamle Hierte slaae
Varmt end for de hulde Smaae.
Ak, men snart har Ild og Tanke
Til sit Hiem tilbagevendt;
Hiertet hører op at banke,
Og — den hele Drøm er endt.
Blev jeg født kun for at giekkes,
For at standses og forstrækkes
I mit halvfuldendte Værk?
Barndomstillid — for at daares?
Ungdomsomhed — for at saares?
Fjendskab i min Manddom stærk?
Skal jeg, klædt i Dødningsærk,
Tiene Ormen saa til Føde? —
Nei! en salig Morgenrøde
Straaler giennem Tidens Sind,
Folder mine Vinger ud,
Svinger Haabet op til Gud.
Barndomsspog og Ungdomsglæde,
Manddomskraft og Oldingsro
Hæves til mit Straaleklæde
I Udødeligheds Bo.