Jeg elsker høit det sølvblaa Hav.
Den Mark er let med Kiøl at pløie;
Og skiøndt den ingen Frugter gav,
Det taer Matrosen ei saa nøie.
Dens Dale vexle brat med Høie;
Og blev den end min visse Grav,
Jeg siger med et muntert Øie:
Jeg elsker høit det sølvblaa Hav.
Jeg agter høit det store Vand,
Som mellem Verdens Dele rinder;
Der, som en Flydebro, forbinder
Selv China med mit Fædreland.
Jeg svømmer let fra Strand til Strand,
Som Fisken, jeg i Vandet finder.
Skiøndt intet Mærke har dets Minder,
Jeg agter høit det store Vand.
Mit Hierte slaaer for aabne Sø,
Hvorhelst den møder mine Blikke;
Endskiøndt paa den jeg finder ikke
Den vakkre Hustru, vene Mø.
Endskiøndt den skienker intet Frø,
Selv ei en Draabe Vand at drikke,
Min største Fryd er dog, at stikke
Med Skuden i den aabne Sø.
Naar Vand og Himmel skiule Jord,
Naar hist og her kun trætte Fugle
Sig i det sorte Tougværk smugle,
Og uden Pas gaae med ombord;
Naar Solens røde Skive stor
Bortjager Maanens blege Kugle,
Naar Stormen hyler som en Ugle,
Og Skummets Kæmpelilie groer —
Da føler Siælen fordums Roes;
Oldtids Bedrift blier ei forgiettet.
End er mig Dannebrog forjettet.
Og Æren er sin egen Lods,
Saa vidt som denne Jord beboes.
Og blier mig end ei Krandsen slettet,
Og surres end mit Liig til Brættet —
Jeg døer dog som en dansk Matros.