Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Den hulde Tone lyder, og forstummer;

Hvor kom den fra? hvor veg den atter hen?

Besøget er saa kort. Af tause Slummer

Dog vækker Monne Kunst den let igien.

Men giør os ædle Kunstner selv den Kummer,

At gaae herfra — da har vi tabt en Ven,

Hvem Intet meer af dybe Slummer vækker,

Naar kolde Liigsteen tause Støv bedækker.

Naar Musachoret lærer Jordens Sønner

Og skiønne Døttre sine Harper slaae,

Guddommelig er Gaven. Aanden skiønner

Paa Lykken, som kun Aanden kan forstaae.

Men tidt forfængelige Sværm belønner

En Kunst, der sendtes fra det Himmelblaa,

Med følesløse Lyst til blot at høre

En Klang, der smigre kan et jordisk Øre.

Derfor, Apollo! sender du tilbage

En Yndling stundom med dit Himmelblik,

Som bringer os igien de gamle Dage,

Da du som Hyrde med din Fløite gik;

Som tolker Siælens Glæder og dens Klage,

Og som den Almagt, Fader! af dig fik,

At bringe os med Taaren i vort Øie

Til Nattens Afgrund, Morgenrødens Høie.

Dig, Carl Maria Weber! blev det givet,

At stemme Hiertet, som det faldt dig ind.

Med dig beundred vi Zigeunerlivet

I grønne Skov, i klare Maaneskin;

Den ømme Pige skiælved ræd, som Sivet,

For Ulvesvælget, hvor i Hvirvelvind

Den vilde Samiel, sin Doms Forkynder,

Nedtordned streng den skumle, frække Synder.

Og hvilken Sødhed i din Harpetone,

I Preciosas sværmeriske Sang,

Og naar Agathe qvad om Skovens Krone,

Og tolked Kiærlighed i Engleklang!

Nu smiler selv du ned fra Herrens Throne,

Hvergang vi glædes ved din Mestersang;

Og som en Cherub venlig du nedstraaler

Til Krandsens smaae, taknemlige Violer.

Du vendte dig fra Sachsens mørke Bierge,

Hvor skumle Jette spøgte lumsk og stum;

Og lyse Alfer blev de sorte Dverge,

Og Oberon fortrængte Jetten grum.

Da bragte dig paa Lethes lette Færge

De milde Alfer til Elysium.

Din Harpes sidste Lyd var Engletone,

Og Engle viste dig din Stiernekrone.

Straal ned til os fra Haydns, Mozarts Side,

Og send den yngre Kunstner Kraft og Smag!

Dit Navn i Skioldet staae som en Ægide

Mod Smagløshed og sandseligt Bedrag!

Du var den stærke Sanger, som den blide;

Hvi skienktes Verden du saa kort en Dag?

I dine Værker den dig evig eier.

Endt er din Kamp — og salig var din Seier.