Prindsesse Caroline Amalias Fødselsdag
Den 28de Juni 1825.
Den 28de Juni 1825.
I Skovens gamle Bøgeklynge
Sad under Træets grønne Skiul,
Sin Rede nær, en lille Fugl,
Som fandt sin Vellyst i at synge.
Et Slot tilhørte Fyrstevælden;
Der blomstrede den Lilievand,
Hvis Aand, hvis Hierte, hvis Forstand,
Som hendes Deilighed, var sielden.
Og alle hendes Fødselsdage
Lod Somren sine Roser see,
Som for den kongelige Fee
Beskedne maatte staae tilbage.
Da klang i Hallen Lyst og Gammen,
Da stimled did til hendes Buur,
Omkrandset af en skiøn Natur,
De Fruer og de Riddre sammen.
Og hver en Læbe, hver en Tunge
Bestræbte sig for hendes Priis,
Og hun paa vant huldsalig Viis
De Gamle takked og de Unge.
Stormanden kom, og Kunstner, Tænker;
Thi Helteslægt og Odelsglands
Fordunkler ei den Laurbærkrands,
Som sine Børn Apollo skienker.
Den lille Fugl sig og mon vove,
Af Dagens Fest begejstret varm,
Til Hallens aabne Vindveskarm
Fra Skyggen i de stille Skove.
Og altid — skiøndt den samme Vise —
Sin Hylding sang den, sagte bly.
Naar Alle juble høit i Sky,
Hvi skulde jeg ei hende prise?
„Og frygter du ei for at kiede?
Dig overdøver Sværmens Klang;
Og hvad i Aar du atter sang,
Det sang i Fior du allerede.”
Jeg veed det nok; men Christians Qvinde
Dog lytter gierne til min Røst,
En Følelse fra rørte Bryst
Kan ei mishage min Fyrstinde.
Min Vise ligner Kildevældet,
Der altid mumler samme Ord;
Men Trolddom dog i Klangen boer,
Der suser selsomt ud fra Fieldet.
Og gierne der, hvor Bækken hvisker,
Jo lytter Blomsten ved dens Rand,
Thi der er Liv i Kildens Vand,
Som selv en Fyrsteblomst forfrisker.
Amalia! gid længe, længe
Du blomstrende for Danmark staae.
O, du vil sikkert ei forsmaae
En Dirren fra de vante Strænge!
Naar Hertha dine Lokker kroner
Med Roser af en nyfødt Flor,
Du med et Smiil, et venligt Ord
Belønner Skialdens Harpetoner.