Farvel, du skiønne Norges Land!
Maaskee jeg meer dig aldrig skuer.
Nu vinke Bøgens, Egens Buer
Den danske Skiald til Fædrestrand.
Jeg længes efter vante Bo
Uagtet al den Gunst, jeg nyder;
Uagtet Bierg og Dal mig fryder,
Paa Sletten først jeg finder Ro.
Og finder jeg den selv ei der,
Saa maa jeg ile dog tilbage,
Hvor mine unge Levedage
Mig efterlod de gamle — Træer.
Skiøndt Mennesket paa hurtig Fod
Kan i Natur sig frit bevæge,
Det har han fælles dog med Ege,
At Sindet dybt nedslaaer sin Rod.
Fri er vor Tanke, fri vor Aand,
Ked hver en Kyst den finder Havnen;
Men Hjertet bundet er til Stavnen,
Og elsker dette Trællebaand.
Mit flade Land jeg her ei seer,
Jeg Horizonten ei kan skue;
Jeg trænger til den skiønne Bue,
Jeg kan den ei undvære meer.
Mig knuger Bierget i sin Favn.
Saa lad mig kiæk da Volden sprænge
Da vil jeg mindes varmt og længe
Det hulde Norge — som et Savn.
Ak, Mennesket er eengang saa:
Ham Lunet, Øieblikket frister;
Den store Glæde, som han mister —
Ja, den først ret han skiønner paa.
Og derfor vil jeg miste dig,
O Norge! for i Fremtids Dage
At faae dig fuldeligt tilbage,
Naar ungen Hiemvee plager mig.
Gienleve vil jeg da hver Stund;
Dit Field, din Elv, din Dal jeg mindes;
Og Vennen — han skal ogsaa findes
I Hiertet og i Bøgelund.
Dog hvorfor skulde Skialden ei
Engang da med fornyede Glæder
Giensee de kiære fierne Steder?
Snelt reises jo den lange Vei.
Nei, Brødre! mit Farvel i Dag
Ei gielder alle Livets Dage;
Jeg kommer vist engang tilbage —
Til Bergen og til Throndelag.