Nu da vi Drammen besøge? — „Ja vist! og her du fra Fieldet
Overskuer den grandt.” — Hvilken besynderlig By!
Husene ligge jo alle, som Perler trukne paa Traaden,
Langs ad Fiorden. Hvor lang Gaden vel er? — „Ja jeg troer,
Sikkert en halv Miils Vei.” — Det var som Pokker! Saa seile
Folk vel paa Baade kun her, naar de giør Venner Besøg? —
„Nei! de kiøre, de gaae, de ride.” — Men hisser jeg skuer
Flere Stæder. See, der kneiser jo atter en By
Smukt paa den modsatte Kyst. — „Ja, det er Bragernæs, Strømsø.
Tangen, en Ladeplads, seer du herhenne. Men Alt
Hører til Drammen.” — Ei, den er stor og deilig for Øiet.
Sikkert til Handel den her ligger særdeles beqvem.
Nu til vor ædle Vert, den kraftige Blom! Han har venligt
Budt os til Giest i sit Huus. Vidste vi kun, hvor han boer.
„Hør du, min Gut! siig, hvor boer Amtmand Blom?” Men jeg først maa
Kiøbe mig Handsker. For sort skræmmer det Par, som jeg bær.
Dahl, fortræflige Ven! nu iler han hen i en Krambod —
Nei, jeg skammer mig fast. — Der er han atter igien.
Deilige gule Handsker! Ja, nu kan vi gieste vor Amtmand.
„Han er ei kommen endnu fra Christiania selv;
Men hans Frue modtager os først, og venter i Hallen.”
Pynte lidt maa man sig dog, før man giør Damer Besøg.
„Var det nu ei fortræfligt, at jeg fik Handskerne vasket
I en Hast?” — Med et Smiil hilser den venlige Viv,
Som forkynder, at hun har Skialden kiær. Og mit Billed
Finder i Kammeret jeg hænge paa Væg ved min Seng.
Det er hængt derhen i Dag! Nei, sikkert i lang Tid
Havde det der sin Plads; tidligt alt stukket af Flint,
Ligner det dog endnu. Besynderligt! her skal vi mødes?
Ikke saasnart vel igien træffes her Adamer to.
Malt af en Huusveninde desuden Axel og Valborg
Fandt jeg paa Væggen. Jeg har Venner i Drammen da med?
Ja, tilvisse! Det saaes, da Blom mig bragte til Thorne,
Hvor den forsamlede Kreds hædrede Skialden paa ny;
Hvor den dygtige Mand, som Ægir og Freier velsigner.
Ogsaa til Digterens Tarv viste sig varm, som en Skiald.
Ak, men jeg føler, at jeg med Sligt dig trætter, min Læser!
Billigt misbilliger du, at jeg gientager min Roes.
Men Taknemmelighed mig byder at takke. Tillad mig
End, at den herlige Blom takke jeg maa som min Vert.
Venskab har jeg stiftet med ham. Men ogsaa for gammelt
Venskab aabned sig her Hiertet i fremmede Stad:
Ærlige Wulfsberg! du mig bragte Mindet tilbage,
Bakkehuset igien jeg mellem Træerne saae
Ved din deilige Hauge. Du nævnte Camma med Rahbek —
Og ved din Velkomst-Qvad Veemodens Taare nedrandt.