Hist syv og tredve Stiger ned
I Biergets Dyb mig bare,
Og Foden ei det mindste gled,
Og ei den mindste Fare;
Et lille Flisetrin kun her
Fra Stuen ud i Gaarden —
Jeg styrter, og jeg havde nær
Ei reist mig meer fra Jorden.
„Saa hurtigt er det med os giort.”
Den Sætning — den er rigtig.
„Forsigtighed ei siger stort.”
Og var jeg da forsigtig?
I Fald jeg havde Hullet seet
I Stenen, der i Kanten,
Saa var vist ikke Faldet skeet,
Og jeg var heel, min Sandten!
Nu revned i usalig Stund
Først Klædet mig, saa Huden.
En Skrædder boer i Hougesund;
Hvo lever Slig foruden?
Han hele maa min første Hud;
Men Saaret her — det andet?
Det læges med en lille Klud,
Neddypt i Hovedvandet.
Og nu — det bør ei vorde glemt,
Da dog om Sligt er Talen;
Jeg føler mig alvorlig stemt,
Min Læser! hør Moralen:
„Vi store Farer let undgaae,
I Nød de sielden bragte;
Men tidt vi styrte for de smaae,
Fordi vi dem foragte.”