Ei Nogen vil just gierne til
Forkyndelsen.
Enhver det gierne skiule vil
I Begyndelsen.
Han sætter sig, alvorlig, stum,
Som i Tanker;
Mens Bølgen staaer med vældige Skum
Paa Planker.
Men endelig bliver hans Hemmelighed
Opdaget.
Og det er Noget, som Alle veed
Af Faget.
Man leer, imedens han lider grumt
Og segner.
Han finder naturligt, det saare dumt,
Og blegner.
Han kaster Kappen, og klæder sig
I Trøien.
Men neppe ligger han magelig
I Køien,
For Svimmelheden i Hast forgaaer
Paa Pude.
Nu mærker han rolig, at Bølgen slaaer
Derude.
Nu høres han ei med ængstligt Sind
At sukke;
Som lille Noer han slumrer ind
I sin Vugge.
Det har en rolig, en stille Nat
I Følge
Midt paa det brusende Kattegat
Paa Bølge.
En Spaan ham hen over Dybet bar
I Taager.
En lykkelig Morgen fulgte klar.
Gud vaager!
Nu springer han rask, til Kraft og Lyst
Opvækket,
At hilse den herlige norske Kyst
Paa Dækket.
Og Morgensolen en Vei saa skiøn
Sig baner,
Og Fieldet nikker til Dalenes Søn
Med Graner.