Hvor forunderlig snart paa det snelthenilende Dampskib
Border den reisende Flok bekiendt, endskiøndt man tilforn ei
Kiendtes. Man deler den fælles Nød og de samtlige Glæder.
Een Familie fast er Sværmen. Der spises ved eet Bord
Frokost, Middags- og Aftensmad. Man klæder fortrolig
Sig i hinandens Nærværelse paa. Man morer hverandre
Tidt; Samtalen er lang, men Tiden er længer paa Reisen.
Naar den skulende Qvind, som fisker i oprørte Vande,
Naar Havfruen, den blegeste Hex, mens Bølgerne vugge
Skibet, sig sniger ombord — og rækker de beskere Skaaler,
Hielper den Ene den Anden, som tumler fra gyngende Skibsdæk
Ned i den lune Kahyt, til Køis. Men straaler igien Sol,
Boltrer sig Sølverbølgen, og hielpe de blide Favoner
Høit fra svulmende Seil Vulcan i det knærkende Værksted,
Hvor Jernhiulene gaae ved hans Damp — da glæde sig Alle;
Glasset da klinker i muntre Kahyt, og da drikker man Skaaler.
Næsten paa Skibet det gaaer, min Læser! som hisset paa Fastland.
Liigheden heller ei her fandt Sted: de betalende Classer
Skille sig ad efter Pladsen, de fik, og mødes paa Grændsen,
Som i et borgerligt Liv, heel tidt, og blande sig stundom.
Selsomme Liv! Man lever fortroligt, som hist i en Hytte
Fader og Moder med Frænder og Børn; dog kiender den Ene
Lidet den Anden, og neppe ved Navn, og hvorfor han reiser,
Hvordan hans Livs Omstændighed er — men hvad han for Tiden
Foretager, det veed man, som en særdeles Fortrolig.
Er ei Reisen et Billed af Livet, min Kiære! paa Jorden?
Kiende de Fleste hverandre vel meer? Og maa sig Enhver ei
Skaffe ved eget Erhverv de nødvendige Penge til Reisen?
Snelt man Bekiendtskab giør, et Stykke man vandrer tilsammen
Af eensformige Liv, saa skilles man ad, og forglemmer
Snart Kammeraten, som deelte vor Lod, som befordred von Morskab.
Eet Maal have vi alle — til Lykken. Og her paa vort Dampskib
Kalde vi Lykken, ret snart at see den deilige Fiordbugt,
Hvor i et fremmed forunderligt Land sig Staden os aabner.