Nicoline Reinhardt, født Hammeleff
December 1831.
December 1831.
En Due blid, med Smaae, med elskte Mage,
Ved yndig Nøisomhed du Glæden fandt;
Da flagred du mod Himlen og forsvandt,
Og lod dem trøstesløse her tilbage.
Ei trøstesløse — selv i Dødens Strid
En Due blid!
En Qvinde bold — ak, nu den Kreds berøvet,
Med hvilken Livets skiønne Blomst du brød;
Hvem, Elskte! første Gang du ved din Død
Har viist Koldsindighed og giort bedrøvet!
Før fandt hver Ven, som græmmed sig,
Sin Trøst hos dig.
Dit Liv svandt hen, som Bækken, naar den rinder
Med Demant-Klarhed over hviden Grund:
Lidt efter lidt udtørredes dens Bund,
Men himmelblaa staaer Randen med Kiærminder.
Selv hver en Blomst du plantet har,
Os dyrebar.
Du ædle Husbond, bolde Normand, græder,
Forladt — ak, i din Børnerad!
Thi tom er Stolen, hvor hun sad;
Men hellige dig vorde disse Steder:
Reliquier, i elsket Egn
Et Mindetegn!
Og, kiære Smaae! Bedrøvede! jer trøster:
Hun har jer ikke plat forladt;
I Moders Sted hun har indsat
Sit Livs Veninde — hende værd — sin Søster.
Hun leder jer i Nicolines Aand
Med Moderhaand.
Men, Brødre! vi, som skatted hendes Dyder
I Hallen her, hvor mangt et vittigt Ord
Fra yndig Læbe lød ved Vennebord —
Ved hendes Kiste nu vor Taare flyder;
Men bittert ei — den rinder sød
Ved salig Død.
O du, som yndte Skialdens Hiertetale,
Og naar hver Pligt var opfyldt først,
Dig gierne lædsked Siælens Trøst
Med rene Draaber af Castale!
Dig planter jeg paa Dødens Vei
En Glemmigei.