Adam Oehlenschläger (1779–1850)

I det Taagegraa, det Fierne

Mine Glæder snart henrandt.

End dog ei en deilig Stierne

Ganske fra min Himmel svandt;

Ak! men, ak! det skiønne Lys

Dæmrer kun i Nattens Gys.

Laae du død udstrakt paa Baaren,

Dyrebar dog var du mig;

Dig tilhørte Veemodstaaren,

Jeg min Fryd begrov med dig.

Men du blomstrer frisk og ung.

Føler ei min Skiebne tung.

Kiærlighedens søde Længsel,

Døer den med et jordisk Bryst?

Støvets alt for snevre Fængsel,

Favner det den hele Lyst?

Nei, den røgindslørte Gnist

Klarer sig til Flamme hist.