Ingen os seer. Forladt end staaer den blomstrende Løvsal;
Hoben med Myggene først sværmer, naar Solen gaaer ned.
Kom kun i Morgendragt, o Moder! med dine Glutter;
Perlefarvede Bænk venter ved Floden os hist.
Ingen os møder; maaskee Jomfru Ørenberg, naar hun svæver
Nær med Aaget forbi, standser sin ilende Flugt,
Neier med Gratie dybt, og holder Balance formedelsk
Spandenes Par, som fyldt tynge, bekrandste med Løv.
Fleer Skovjomfruer knap vi saa tidlig i Haven vil træffe.
Kom kun! hurtig afsted! Lotte med Frugter i Kurv,
Hans med Glasset, indsvøbt i Papir, og Moder med Brødet,
Fader med Bog. Karavantoget til Bænken nu gaaer.
William laaner sin Faders Stok, ham passer Cathrine.
Seer I? nu er vi der alt. Ha, det var trykkende varmt!
Men her spøger i Krat Titanias Alfer, og vifte
Køling til os fra Siv. Kølighed Busken os gav. —
Seer I den gamle Ruin, Smaabørn! hist ovre paa hiin Kant
Floden? Der boede tilforn Axel, den mandige Bisp.
Tidt fra sin By han iled herud; han bygged en Lystgaard
Her bag Skoven. I seer end den bevoxcde Muur.
Mange troe, det er kunstig giort, og ganske modernt kun;
Hvis I det Modsatte troe, vil det fornøie jer meer. —
Skiælv ei, Moder! fordi en Ulykkelig endte sit Liv her;
Bleg, fortvivlet, han sprang ud i den qvælende Flod.
Ikke det Morgen var, ei Solen straalte sit Haab ham;
Sildig paa Natten det var, Maanen paa Himmelen loe.
Ak, han føled ei Glæder, som vi; ham trykkede Smerten.
Intet smilende Noer giorde vel Livet ham kiært.
Sikkert han Fader ei var; eller var han Fader, den Arme,
Uden at kunne med Brød mætte de Spæde, som vi?
Gud tilgive din Synd! Du har udstridt. Ikke din Henfart
Skræmmer med Ængstelighed os fra den elskede Bænk.
Hist i Græsset maaskee din Aand nu svæver blandt Alfer,
Glad over Andres Held; Kummer ei trykker dig meer. —
Lotte tager sit Glas, hun vil til Kilden. Velan da!
Nyde det klare Krystal skal du i Nymphernes Hiem.
„Hvor er Nympherne, Faer? Jeg seer kun den krogede Caspar.”
Nympherne bade, min Glut! hisset i Bølgerne sig.
Seer du ei Svanen der, med det svulmende Bryst, og med Halsen
Rank over Vandet? Det er Nymphen. Hun morer sig nu
Ved at flyde som Jupiters Fugl paa de kølige Vover.
Men naar det lakker ad Qvæld, stige som Jomfruer de
Op af Vandet, indhyllet i Siv, og smutte til Kilden,
Hvor bag fugtige Steen hvælver sig skiøn deres Hal. —
Men hvi skiuler sig Solen brat? En dæmrende Regnsky
Dækker Himlen. Afsted! Regnen alt drypper paa Blad.
Hen til det store Kastanietræ! dets Blade som Palmer
Hvælver en Kæmpeskierm over os alle, saa grøn.
Leger med Qviste kun her og med de brune Kastanier!
Snart vil Solen med Kraft splitte den revnede Sky.
Regnens Genier kun har kølt os Luften, og fugtet
Støvet under vor Fod. Fort nu lader os gaae!