Sophia! Solen flammer;
Forlad dit Kammer,
Kom, lad os med hverandre
I Lunden vandre.
Du, som med mig har leget,
Saa sødt bevæget,
Vinter og Sommer ene
Bag disse Grene!
Din Fødselstid jeg mindes,
Min Tanke bindes
Til Sommer-Morgenstunden,
Da du blev funden
Paa Slottet af din Broder
Hos elskte Moder.
I Svøbet blev du tysset,
Og ofte kysset.
Jeg seer din lysblaa Trøie
Med Mindets Øie.
Jeg seer dig hist i Marken,
Paa Vinterparken.
Ak, husker du, paa Trappen,
I Lærerkappen,
Din Broer, som forelæste,
Naar Stormen blæste?
Sneemanden, plump ophøiet,
Med Kul i Øiet,
Med røde Steen i Munden,
I Vindveslunden?
Naalstukne Sommerfugle?
Den store Ugle,
Som styrted i Kaminen?
Dens Nattehvinen?
Husk paa, da med din Broder
Du saae din Moder
Den sidste Qval at lide,
Med Døden stride.
Ved hendes hellige Smerte,
Og ved det Hierte,
Hvorunder begge baaret
Til Liv er kaaret;
Kom, lad os føle sammen
Den første Gammen,
Som Børn os atter fryde,
Violer bryde.
Følg med de søde Glutter,
Som aande lutter
Hellige Uskylds Glæder,
Paa disse Steder.
Lad Børn os atter være!
Kundskabens Lane
Os ei fra Eden jage!
Vi gaae tilbage
Til Paradiset atter
Som Søn og Datter.
Cheruben ei med Svundet
Os spærrer Gierdet.
Han seer de Mindres Blikke,
Og nænner ikke
Os fra de Smaae at rive.
Vi sammen blive!