Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Sang

i Anledning af

det Dramatisk-Litteraire Selskabs 35 Aars Stiftelsesdag.

Den 7de December 1815.

Som Skuespil man har sig forestillet
Vort hele Liv. Det gik naturligt til:
Hvis Skuespil af Livet er et Billed,
Maa Livet være det af Skuespil.

Hvad er et Huus vel Andet, end Coulisse,
Som stakket kun i Tidens Drama staaer?
Mon Taget meer beskiermer Qvindens Isse,
Naar Bomben falder, og naar Luen staaer?

Mon Solen vel i sin Taagekampe
Ved Middagstid i Vintrens Frost og Gys
Har mere Glands, end en Theaterlampe,
Der brænder dæmpet med sit Tryllelys?

Behøver man ei overalt Souffleurer,
Der hviske kan et Ord til rette Tid?
Behøver man ei stedse Directeurer,
Der selv paatage sig det værste Slid?

Bør ei til Stats, som til et Selskabs Ære
I fælles Kraft medvirke hver Person?
Maa ikke hist, som her, man Rollen lære,
Før man kan spille den til Perfection?

I Livet, som paa Scenen, Stierner blinke;
Skiøndt Flitter tidt, det ikke Mængden veed.
Desværre, hvor kan vel undværes Sminke?
Og hvor maa snidt ei Tappet falde ned?

I Livets, som i Scenens bedste Dramer
Det hulde Kiøn fortiener største Tak.
Hvad giør vi vel, naar vi har ingen Damer?
Vi spille Kort, og smøge vor Tobak.

Vi see det klart, at Verden og Theatret
Har een Natur, som samme Skiebne spaaer;
Vel begge tidt kan vorde omkalfatret,
Men begge dog aldeles ei forgaaer.

Vort Selskab seer alt skikkeligt i Tiden,
Dets Ælde gav det en ærværdig Rang;
Og var jeg til, da var jeg saare liden
Den Aften, da det spilte første Gang.

O, gid det staae, som Egens friste Stubbe,
End treti Aar, et ærligt Vennelag!
Og gid Enhver som sølverhaaret Gubbe
Da drikke med, saa kraftig som i Dag!