I lang Tid ei vi, Brødre! monne qvæde
Til Evans Priis i muntre Vennelag;
I husker vel, det var i Læderstræde?
Jeg mindes end den Aften, som i Dag.
Da vel med Biin vi havde kildret Siælen,
Vi stod, hvor Synagogen nys var brændt.
Den unge Skiald steg op paa Lygtepælen,
Og Oder sang til Himlens Firmament.
Han vakled ei paa Lygtepælqvadraten,
Et klart Beviis paa hans Ædrulighed;
Og Vægteren, en ivrig Mand i Staten,
Forgieves kom at styrte Helten ned.
O skiønne Tid, som ingen Fare frygter!
Du svandt, som Blus af Stierner i det Blaa.
Nu uden Ruus, ved Skin af hele Lygter,
Betids vi hiem til vore Qvinder gaae.
Skal aldrig meer os møde fordums Glæde,
Som da vi sidst med Bacchus drak omkaps?
Skal Spendrup kun i Brændeviingaardstræde
Begeistre Byen med den stærke Snaps?
Nei, Brødre! nei! hør her ved Harpens Toner
En venlig Drøm, som jeg har havt i Gaar:
Jeg Bacchus saae derude ved Trekroner,
Med Vedbend og med Druer i sit Haar.
Han seiled let paa Snekken; Haabets Anker
Paa Dækket laae, svøbt ind i sine Baand —
At sige, intet Jern med krumme Hanker,
En Tønde, fyldt med Munterhedens Aand.
I Sneglehuus jeg saae en Havfru blæse,
Til Stranden Hver da løb med henrykt Sind;
Violen svandt af stakkels Pimpers Næse,
Og Næsen lued atter paa hans Kind.
Man bragte Viin, og Sukker, og Citroner,
Og Arak, Rum; da hørtes Glædens Bud.
Høit blev der skudt fra Volden med Kanoner.
Jeg drak — og vaagned ved de stærke Skud.
O, Brødre! kom! nu er der ingen Fare,
Os tømme lad det purpurfyldte Maal.
Er Drømmen sand, hvi skulde vi da spare?
Af Haabets Anker drikker Haabets Skaal!