Til Kongen
Med fierde Bind af Norske Kongers Krønik,
Med fierde Bind af Norske Kongers Krønik,
i Udgivernes Navn.
i Udgivernes Navn.
Hvem kunde Nordens Søn vel række bedre
Det Skrift fra gamle Slot,
End ham, som stammer ned fra hine Fædre,
End Fredrik, Nordens Drot?
Ham, som ei vise Mimer i det Høie
Forlod i Skiebnens Harm;
Hvem Sif sit Haar, hvem Freia gav sit Øie,
Og Asa-Thor sin Arm.
Modtag det gamle Skiold! Det laae, berøvet
Sin Glands, i dyben Muld;
Nu har et varsomt Klæde visket Støvet
Af gamle Dages Guld.
Rustpletten mægted Runen ei at spilde,
Nu staaer der, hvad der stod;
Og af den gamle, friske Heltekilde
Vi drikke dobbelt Mod.
Vel klirrer Sværdet, rasler Heltelandsen,
Og aldrig slumrer Thor;
Men Avind selv ei negter Egekrandsen
Til Odins gamle Nor.
Og skiøn og herlig var den stærke Flamme,
Skiøndt ofte den foer vild;
Thi det var Kiærlighed til Odins Stamme,
Som næred deres Ild.
Da voved ingen lumsk og fremmed Fiende
At trodse Dovremuur.
Da kunde de sig selv kun overvinde
Med glødende Natur.
Saa kaster Abildtræet hvide Blade
Med yndig Foraarslugt,
Fordi det vilde giøre Stammen Skade,
Hvis hver en Blomst blev Frugt.
Og Birkebener gik med barske Miner
Mod Bagler i Bedrift,
Men ei, som Guelfer, ei, som Ghibelliner,
Med Morderdolk og Gist.
Vi see dem ærligt stride hist paa Næsset,
For Kongen vil de døe,
Og endnu muntre bide de i Græsset,
Og drikke besken Sø.
O, Fredrik! ingen Bagler, Birkebener
Nu kives længer hist
Fra Nordkap du til Lindesnæs forener
Dem med din Palmeqvist.
De Sværd, som sønderhugge fremmed Lænke,
Kan aldrig træffe feil;
Og som en Sverre vilst du Norden stienke
Dit ædle Kongespeil.