Der er en lille vinget Gud,
Hvis skarpe Piil
Er frygtelig, thi den seer ud
Som Pigesmiil.
Den Piil fremsuser, som en Vind,
Fra løvrig Green,
Den Piil sig borer lige ind
Til Marv og Been,
Og saarer de tappreste Helte.
Og hvad der synes meget sært,
Men er dog sandt:
Hver qvæstet Yngling er det kiært,
Som Saaret fandt!
Ei ønsker han sig lægt igien,
O nei, han gaaer
Mildtsmilende til Graven hen
Med aabent Saar,
Og signer den Piil, som har saaret.
Foruden denne lille Gud
Er endnu een,
Som til at lindre slige Skud
Er ikke seen.
Naar Saaret brænder, taer han glad
Ved Sang og Dands
Et friskt og køligt Rosenblad
Ud af sin Krands,
Og lægger det sagte paa Skaden.
Den lille Skyttes Døbenavn
Er, Alt i Alt,
Cupido; den, som stifter Gavn,
Er Hymen kaldt.
Hiins Rosenkiæder kiende vi,
Thi det er dem,
Et yndigt Par her slynges i
I Glædens Hiem.
De blomstre, de salige Kilder!
Men Hymens Vælde hædre vi
Ved denne Drik.
Hans Guddomsfakkel brænder i
De Elsktes Blik.
O hvad var uden Hymens Iil
Vort kolde Nord?
Og hvad var uden Amors Smiil
Den hele Jord?
Thi Held deres evige Vælde!