Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Nu, danske Mænd ved Egebord

        Paa Bænken lang!

For Fredrik, Fader i vort Nord,

For ham, som Hjertet Troskab svor,

Istemmer her et Jubelchor

        Ved Harpers Klang!

Og norske Fjeld og danske Kyst

Gientage med forenet Røst

        Vor Sang!

Ryst af paa Dvvres Ryg i Dag,

O Gran! din Iis.

Bryd hurtig Vintrens blege Lag,

O Østersø! og uden Vrag,

Og sølvblaa som dit Æthertag,

        Glem dit Forliis.

Blink venlig med blaaøiet Blik,

Lad Bølgen smile Frederik

        Din Priis .

I Dag bør Ingen sidde stum

        I Dal, paa Field:

Hver Hytte give Glæden Rum;

Bruus, stolte Sarp! med mere Skum;

Vaagn munter af din Vinterslum,

        O Kildevæld!

Væd gamle Steen, hvor Mosset groer,

Og syng, foreent med Isefiord,

        Hans Held.

I Piger! fletter flux en Krands

        Med høit Behag.

Ei Vintren svækker Bladets Glands,

Det groer i Sneen her til Lands.

O, fletter den med Sang og Dands

        Ved Vaabenbrag!

Ei Vaarens bedste Grønning har

Et Eviggrønt, som Januar

        I Dag.

Vi Mænd, vi fylde Hornet nu

        Med Miøden da,

Og siunge med forenet Hu:

Vor Fredrik! længe leve du,

Vær stedse elsket høit, som nu,

        Gak seent herfra!

Urokkelig, som Nordens Pol,

Pryd Danmarks, Norges Kongestol!

        Hurra!