Engang paa denne Dag til Barnets Leie
Gudinderne fra Pindus svæved ned;
De stredes om, hvem Glutten skulde eie,
Der smiilte med en sød Uskyldighed.
Sig nærmed taus den høie Melpomene,
Betragted dig, og raabte: „Han er min!”
Men i sin Arm tog dig Pallas Athene,
Og giorde dig ved Kiærtegn strax til sin.
Da græmmed sig Parnassets Huldgudinder,
Og sukked: „Hvi berøves os vor Lyst?
En mere sielden Aand ei Kunsten finder,
End den, der stærkt opflammer dette Bryst.”
Da raabte Themis: „Jeg min Ven udkaarer;
Han holde skal min Vægtskaal og mit Sværd.”
Men frem Penia trem, og sang med Taarer:
„Er Armod ei saa god en Fader værd?”
Høit holdt Athene dig i sine Arme,
Forgieves fordred de af hende dig;
„Nei,” raabte hun med usædvanlig Varme,
„Han er min Søn, og han tilhører mig.
Men som den hulde Sol høit fra sin Himmel
Opliver Alting med sin Straale varm,
Saa skal han virke paa den store Vrimmel,
Bestandig ledet af sin Moders Arm.”
Saa sang hun, og en Ege-Laurbærkrone
Hun skienkte dig, til Mærke paa din Stand,
Og svang sig hen med dig til Danmarks Throne,
Og skienkte Kongens Raad en sielden Mand.
Nu staaer du der: dit blide Øie skuer
Alt Godt og Skiønt og Stort, som foregaaer;
Du nærer Borgerdaaden, Kunstens Luer,
Og lindrer som en Fader Armods Kaar.
O, Schimmelmann! de Ege-Laurbærblade,
Som pryded dig med Vaarens friske Glands,
Som nu Taknemmeligheds Taarer bade,
Er modnet til Udødeligheds Krands.
Den er ei her, den grønnes allevegne,
Hvor kun et trofast Hierte staaer i Nord;
Dens hulde, skiønne Blomster vil ei blegne,
Naar Krandsen længst sig om din Urne snoer.