O dig, som alt saamange Jordens Skialde
Henrykt besang ved den høitstemte Cither,
Dig vil jeg i min Hu tilbagekalde.
Thi Vaaren bringer mig bag Lundens Gitter
Erindringen paa Sommerfuglens Vinge,
Mens Morgensolen ind i Busken titter.
Sødt som en Drøm skal Strængens Dirren klinge;
Hvad jeg tilbagedrømmer, skal den tone,
Og sig min Aand i Sky med Lærken svinge.
Jeg tænker mig bag Bøgens grønne Krone
I Laurens, Myrtens Hiem; jeg troer at læse
Petrarcas Digt ved Kildens Sølvertone.
Jeg sidder i dit Skiød, Villa Borghese!
Men ak! Zephiren giennem Buskens Grene
Her mere stærk og vild jeg føler blæse.
I Hækken staaer ei hvide Billedstene,
Ei Æskulap i Templet med en Mine,
Hvis ædle Syn kan læge Hiertet ene.
Ei heller seer jeg hisset om Faustine,
Om Antonin Erindringen at rage
Med høie Piller frem, en skiøn Ruine.
I kiære, alt for snart henfløine Dage!
O, vender atter nu i Skjaldens Hu
Med alt det Store, Herlige, tilbage.
Al eders Glæde vil jeg tænke nu;
Forglemmelsen skal kun med Taager skiule
Hvad uskiønt var, hvad heller fyldt med Gru.
Thi Phantasien kiender ingen gule,
Af Solen svedne Marker, Slangens Rede;
Den slutter ind Scirocco i sin Hule.
Den vandrer om, men uden Middagshede,
I høien Græs, i Thymianens Kryder,
For hadrianske Rester at oplede.
I Hvælvingen, hvor ind ei Varmen bryder,
Den sætter sig, hvor Buer den omfavne,
Hvor høit ved Aabningen sig Vedbend skyder.
I gamle Kalk den læser unge Navne
Af mangen Pilegrim, der (som den selv)
Maa nu den virkelige Glæde savne.
Du høie Pinie! stig, men ei dig hvælv;
Reis dig i Luften med din grønne Flade,
Mens guul i Dalen flyder Tibrens Elv.
Og fletter jer, I hulde Laurbærblade!
Om Skialdens Tinding; frækt jeg glindse seer
Jer falske Søster hist, hvis Gifter skade.
Jeg staaer, hvor Blomsten i Frascati leer,
Og skuer i Kampagnen Rom nedsiunken;
En Taagestrimmel skiuler den end meer.
Hvo skulde troe, at denne Plet var Funken
Til Cellers Ild, og til den stærke Flamme,
Som atter nu er vorden svag og lunken?
Og dog var Taagestrimmelen den samme,
Igiennembrudt, oplyst af ingen Sol;
Dog saae man intet mere der at bramme,
Da høit Gregor steg paa sin Pavestol,
Da Rafael maled Evighedens Minder,
Da Julius Cæsar sad paa Capitol;
Da Romulus sig raned skiønne Qvinder,
Den Ulveunge, hvis oprørte Blod
End i Trasteveraneren jeg finder.
Nu sving dig did, min Tanke! hvor han stod,
Horats, den Skiald, som med Virgil og Fleer
Et kunstigt Skiønheds Lys opstige lod
Mellem Barbaren Sylla og Tiber;
Et romersk Lys, som hurtig steg, og sluktes
I Nattens Mulm, og som kom aldrig meer.
End Tivoli af Morgenduggen fugtes,
End staaer hans Bad af Ranker trindt omgivet,
End Druens Bær af Solens Ild befrugtes;
Men Vinen skienker ingen Sange Livet.
Høi staaer mæcenske Hal end i sit Gruus;
Men Blomsten skiuler sig deri bag Sivet.
Engang var denne Hal et Drivehuus,
Hvor Alt, hvad blomstred, venligt ud blev klækket;
Her nød Begeistringen sin høie Ruus.
Nu staaer den siunkne Hal med Jord bedækket,
Kun Fossen synger end sin gamle Sang,
Dens Mod ei bliver selv i Faldet knækket.
Skal Skjalden synge her ved Cithrens Klang
Dødsfaren, hvori han letsindig svæved,
Da paa et Haar hans Liv i Svælget hang?
Jeg over Tragten stod, men dog ei bæved,
Jeg saae i Dybet Bølgerne nedtoge,
Et Hydrasvælg, som mangt et Offer kræved;
Jeg stod bestøvet af en fugtig Taage,
Sprang dog letsindig om paa Fjeldets Kanter.
De sorte Bølger snoede sig som Snoge,
Med Ryggen dækt af Perler og Brillanter.
Hen over smallen Steen man træde maatte,
Heel slibrig af de mange Vanddemanter.
Did gik man over til den store Grotte,
Hvor Skummet koges, før det styrter ned
I Svælgets Dyb fra Biergets Marmorslotte.
Da tumled jeg — o, Skræk! — thi Foden gled;
Men Himlen redded mig af Dødens Strube,
Thi den bevarte min Besindighed.
Jeg styrted mig hen i en anden Grube,
Hvor ingen Malstrøm ned til Orcus bragte.
Dog fandt jeg ingen Bund i vaaden Kube;
En hurtig Haand mig Hielp i Nøden rakte.
Jeg atter stod i Lysets varme Glands,
De vaade Arme Tak mod Himlen strakte.
Høitidelige Aften for min Sands,
Da jeg i Haven Este saligt skued
Bag mægtige Cypres i Blomsters Krands
Italiens Sol nedgaae! Hvor sødt den lued!
Den smiilte: „Ariosts, Horatses Aand
Har reddet dig i Dag, da Faren trued.
End skal du, hævet ved Apollos Haand,
Høit i dit Nord ved Harpen længe qvæde.
Ei løsne skal endnu sig Livets Baand.
Du kom herhid at frydes ved min Glæde,
At nyde Vaaren i mit Blomsterskiød,
Og for i Tidens ældste Spor at træde;
Ei for at sinde her din bratte Død.
Iil uskadt hiem, og syng om Kildevældet,
Om Myrtens Hegn og om Orangen sød!”
Saa smiilte Solen, og sank ned bag Fieldet.
I kalde kun en sørgelig Ruine
Det gamle Rom, en Rest af Herligheden,
Som rører med sin veemodsfulde Mine?
Mig tykkes, sielden var det meer et Eden,
End nu: en herlig Park med skiønne Gange;
I Rosens Purpurskygge blomstrer Freden.
Sin Gift berøvet er den grumme Slange,
Ja, den er dræbt, huul ligger nu dens Larve,
Den lumske Braad formaaer ei meer at stange.
Betragte kan jeg rolig nu dens Farve,
Som glimred gruligt før, og lokte Rovet;
Den lod i Døden os sin Skiønhed arve.
Men sønderbrudt er dette stolte Hoved.
De skiønne Minder staae, de fæle faldt,
De sank i Gruus, og Himlen være lovet!
Thi gror end Tidens Ukrudt overalt,
Snart her, snart der, og hæver frem sin Tidsel
I Vest, naar det i Østen nys er qvalt;
Saa staaer Ruinen her dog som en Gidsel
Paa huld Erindring, Efterslægtens Agt;
Det Onde sank med Hyl til Tlndersgnidsel.
Europa haded før din stolte Magt;
Men nu er Hadet slukt, din Straffetime,
O Rom! har dybt Medlidenheden vakt.
Nu ligger Tibrens gamle Ulv i Svime;
Dens Høiheds Marker kan dog ei forgaae,
Maaskee vil Nøden den af Dvalen kime.
Det Herlige vil Nøden overstaae.
Tibers, Caligulas og Neros Marker
Sank evig, som de selv, i Gravens Vraa;
Men aarlig sig forhærder og forstærker
Din Ærestøtte, Antonin! Trajan!
Og rage frem som Kunstens Underværker.
Ei heller strakte hen sig Tidens Ran
Til Marc Aurel; høit fra sin brede Ganger
Velsigner Drottens Haand hver Underdan.
Hvordan beundrer høit nok Nordens Sanger
Den vise Tid, som med en langsom Lue
Fortærte Alt, hvad vakte Had og Anger?
End hvælver sig, som før, San Pietros Bue,
Et herligt Tempel staaer det nu, som før;
Men tabt er Giøglepræsternes Formue.
Nu kan man prise Herren, som sig bør:
I Kunstens Tempel, ei af Frygten drevet,
Ei hyllet ind i Hykleriets Slør.
Bandstraalen er af Støvets Hænder revet,
Guds Rige er ei meer af denne Jord,
Og Paven er igien Apostel blevet.
Saa deilig hyllet i sit lange Flor
Nedknæler nu, som før, den unge Qvinde,
Og mangt jomfrueligt uskyldigt Noer.
En hellig Trøst de bløde Hierter finde;
Madonna selv, op til Madonna strækker
Sin Liliearm den skiønne Romerinde.
Ei Miserere nedslaaer og forskrækker:
Sin Skrøbelighed Støvet rørt indseer;
Men denne Indsigt Mod i Hiertet vækker.
Var Colossæum bedre vel og meer,
Da slavisk Grækeren arbeide maatte
Med Jøders Hob og andre Trælle fleer,
For hurtig op at bygge Lasten Slotte?
Og var Athletens Retterplads saa skiøn,
Som denne store halvnedfaldne Grotte,
Bevoxet rundtomkring af Urten grøn?
Hvor saaret Kæmpen maatte sig forbløde,
Der holde nu de fromme Munke Bøn.
Mildt falder Evighedens Morgenrøde
Nu did, og livner Blomstens Purpurkind,
Hvor selv Vestalen skreg: „Stik ham til Døde!”
O, hulde Syn! hvor qvæger du mit Sind:
Stadsfængselet end staaer fra Neros Tider,
Dyb t under Jord; der stimler Folket ind;
Men ingen from Apostel længer lider
I dette Dyb, for snart at vorde qvæstet,
For græsseligt at udstaae Martyrqvider.
Her var det, her, hvor Englen Petrus giested,
Og redded ham til Menighedens Vel,
Før, med sit Hoved ned, han blev korsfæstet.
Nu er det skumle Fængsel et Capel,
Nu staaer et Alter blomstersmykt og lyser,
Nu bedes der fra Morgengry til Qvæld.
For Vaticanet meer ei Verden gyser;
Tomt stande Logerne med Salens Buer,
Mig ingen ildrød Cardinal nu kyser.
Kun Rafaels Billeder fra Væggen luer.
San Sisto staaer af Munkene forladt;
Men stolt Propheterne fra Loftet skuer.
Af, Angelo! din Skaberhaand hensat,
Skal mangen Vandringsmand de vederqvæge,
Før de forsvinder i en evig Nat.
Sødt lad Erindringen mig nu bevæge!
Jeg vil i Logen, vil i Stanzen staae,
Hukommelsen skal atter Alt afpræge.
Jeg skuer fra min Bøg i Himlens Blaa.
O du, min Ven, paa hvem jeg trygt kan stole!
Kom, Phantasie! lad for mit Øie staae
Disputen, Heliodor, Athenens Skole.
Men er kun Alt i Rom da Mindesmærker,
Og slynger sig den stumme Blomsterfylde
Kun med sit døde Liv om Kunstens Værker?
Er lagt for evig støvet paa sin Hylde
Den pergamentne Bog? Er Harpen brusten?
Skal Romas Sol ei Strængen meer forgylde?
Er Griflen kastet bort? Er Meislen rusten?
Staaer nysbemalte Tavle stedse mod
Det gamle Mesterstykke mat og gusten? —
Træd hen, min Tanke! hvor du ofte stod,
Og sku, hvad du saa ofte henrykt skued,
Det skiønne Pantheon paa sin Marmorfod.
Erindre dig de Billeder, som lued
I Templets Inderste, Rundens Skrift,
Hvorover Oldtids Hvælvinger sig bued.
Huldt, som en Rosenknop i Klippens Rift,
Hang der den vakkre Camuccinis Prøve:
Et Afrids af den bibelske Bedrift.
Fortiente Priis ei Skialden ham vil røve,
Skiøndt ei han kan sig i Beundring tabe.
Hos dig, min ædle Schick! han længer tæve.
Danneckers, Schillers Landsmand, vakkre Schwabe
Dyp fort din Pensel i Correggios Glød,
Din sieldne Kunst vil sieldne Værker skabe.
Hvo lindrer Nordens længselsfulde Nød?
Hvo tegner høit paa Stigen ved en Lygte,
Hvad Mulmet dækker dybt i Kirkens Skiød?
Mangt Mesterværk, som længe Vuggen smykte
Ukiendt for Verden, Riepenhaus’ners Haand
Med lige Træk nu i Papiret trykte.
Til Kunsten binder dem et Broderbaand,
En frugtbar Phantasie dem varmt opluer,
Og Kunst forbinde de med Digteraand.
I Koch jeg hist en vild Tyroler skuer,
En sielden Maler. Hist, min ædle Koës!
Du Bi paa Vaticanet Honning suer.
Af støvede Membran, som længst beboes
Af Spindevæven, han den Sødme sanker,
Som end befordre skal, Homer! din Roes.
Odysseus liig, han Verden vidt omvanker
For din Odysseus fuldeligt at finde
Reen, uden Andres Feil og Andres Tanker.
Kiært bliver stedse mig det muntre Minde,
Da Kiærlighed til Kunst, og Ungdomskraften
Forskielligheden monne huldt forbinde.
Hvor glade sad vi mangen kølig Aften,
Og vexled mangt alvorligt, skiemtsomt Ord
Ved tarvelige Nadver, Druesaften!
Du raske Müller nærmed dig vort Bord,
Du unge Olding! Digter meer, end Maler!
Hvis Sindrighed, som Heftighed er stor!
Italien er meer, end Tydsker, taler
Du dog som brav German, naar Musen vil,
Og est saa nordenfieldsk, som hun befaler.
Men, Skiald! hvordan? endnu du tier stil
Om ham, som pryded Kredsen, og som pryder
Selv Rom med Kunstens bedste Skuespil?
Hvad gavner Sangen her? Mat Strængen lyder.
I troe det ei. Selv maa jert Øie see,
Hvad Musen kun sin bedste Yndling byder.
Men mat, som krystet af den klamme Snee,
(Jeg vover Ordet), staae Canovas Støtter
Mod Thorvaldsens. Hiin kan sig yndig tee;
Han yndes af den mægtigste Beskytter;
Men Nordens Phidias med rolig Mine
Ei i sit mindre Værksted med ham bytter.
Hvis Sophocles staaer over Jean Racine,
Saa staaer min Thorvaldsen og over hiin,
Saa vist som Storhed overgaaer det Fine.
Jeg laster ei den mindre gode Viin,
Fordi den bedre langt jeg foretrækker.
Violblaat er ei Rosernes Karmin.
Han af det Døde Grækenland opvækker:
Seer Jason her, Adon, Briseïs, Ares,
Seer Hebe, som Heracles Skaalen rækker!
Homer! din Aand i Thorvaldsen bevares.
O kom, min raske Landsmand! skynd dig, kom,
Vor Stolthed see, lad Ret ham vederfares.
Nei, Rom! du est ei meer det gamle Rom.
For raske Gothen her; men see hans Anger:
Nu offrer han sit Værk din Helligdom —
Og nu besynger dig en gothisk Sanger.
Er Nogen af jer Gode misfornøiet,
Fordi ved Harpen Skialden, fro i Hiertet,
Tilbageskued uden Graad i Øiet?
Har alt for meget jer det Nye smertet?
Har Dagens korte Straaler eders Syn
Med alt for meget Kummerligt bevertet?
O, rynker derfor ei dog eders Bryn!
Det Bedste kommer for igien at svinde,
Det største Jordens Held er kun et Lyn.
Bestaaer ei Saligheden i at minde,
I Fremtids Lykke haabefuld at spaae,
Med Øieblikket Alting at forbinde?
Den, som bestandig gnaven i sin Vraa
Kun aander for at klynke, for at klage,
Den giorde bedre, han i Graven laae.
Forsvundne er ei Oldtids skiønne Dage:
I Phantasien leve de jo atter;
Det Bedste kan vi vælge, kan vi tage.
O, vær mig altid nær, du Himlens Datter!
Saa har jeg intet Savn og ingen Kummer,
I Danmark mig Italien omfatter.
De Store tier ei i Dødens Slummer,
De tale daglig mægtig til min Aand,
For mig Horats og Tasso ei forstummer.
Og synge vil jeg fro, til Dødens Haand
Min Isse rører med sin kolde Finger,
Til Atropos afklipper Livets Baand —
Og til den sidste Stræng i Harpen springer.