At handle rigtig, som man bør,
Det bør ei Mennesket forglemme.
Den Mand har kun et slet Humeur,
Som ikke lyder Pligtens Stemme.
Ved Pligten staae vi Dyden bi,
Derpaa gaaer ud vor Tragten, Digten;
Og ved det Gode fremme vi
Alt, hvad der kan befordre Pligten.
Stiæl aldrig Penge, dig til Gavn,
Vend ei til Næstens Gods dit Øie;
Men stiæle Næstens gode Navn,
Det taer Moralen ei saa nøie.
Vær altid from med Ak og O,
Din Bøn til Helgen dig forvandle;
Naar kun du har en christen Tro,
Saa kan du gierne hedensk handle.
Gak vred fra Skuespillet bort,
Slig Spas foragted dine Fædre.
Sid i din Klub og spil dit Kort,
Det Spil behager Himlen bedre.
Vær ydmyg, hvor det gavne kan,
Mod den, som Noget har at sige;
Og hils saa fromt din Overmand,
Som om han ikke var din Lige.
Men den, som kun i Daad er stor,
Siig ham, mens du ham holder Stangen:
„Hvad bilder du dig ind, min Broer?
Gaaer du vel foran mig i Rangen?”
At dømme ret. Alt vel forstaae,
Det holder Meninger i Tømme;
Derfor, min Ven! beslit dig paa,
Alting paa Timen at bedømme.
At rose, river let os hen,
Det kan os selv i Fare kaste;
Derfor det klogest er, min Ven!
Alting med Fornemhed at laste.
Fly Kiærlighed, som Syndens Frø,
Skiøndt vel du kan til Vellyst trænge.
Forelsk dig aldrig i en Mø,
Men gift dig kun med hendes Penge.
Lær udenad, hvad Tiden bød,
Men ei for Siælen at husvale,
Kun for at faae et Levebrød,
Og for med Lærdommen at prale.
Vær Ven med den, som gavne kan,
Paa Gavn du stedse bør studere;
Derfor tracteer den Dannemand,
Som godt kan dig igien tractere.
Saadan undgaaer du Verdens Spot,
Du Ædle! med din Tragten, Digten,
Og hulder kun, hvad der er Godt;
Jeg mener, hvad der fremmer Pligten.