At byde Folk til Assemblee,
Hvor al Bevertningen er Thee,
Geraader Verten ei til Hæder;
Sær i en saadan Hovedstad,
Der meest udmærker sig ved Mad
Fremfor de andre Hovedstader.
Men først en halv Miils Vei at gaae,
Før man en Koppe Thee kan faae.
Det kalder jeg April at løbe;
Da for den slidte Støvlesaal,
Før man har naaet det fulde Maal,
Man kunde flere Kopper kiøbe.
Men, Muser! gaae en halv Miils Vei,
Og dog bevertes engang ei
Med flaue Thee, hvortil man bydes;
Ei finde Verten selv engang,
Men standse, hvor hans Kiole hang —
Derover strax maa Staven brydes.
Ja, kiære Børn, Fornemmelsen
Tidt lider af Forglemmelsen;
Jeg glemte reent, at I var buden.
Forglemmer ei, jeg er Poet!
Saa galt har man vel tiere seet;
I har jo selv en Rem af Huden.
Vel pleier jeg, paa Siælen frisk,
Just ei at være digterisk
I de prosaiske Bedrifter;
Dog kan det undertiden skee,
Saa gik det nu med denne Thee,
Og ærligt jeg min Svaghed skrifter.
Saa kommer ellers, naar I vil;
Min Dør er aldrig lukket til
For Ynglinger med Aand og Nemme.
Drik Thee, hvori alt Floden flød,
Kom Sukker i, spiis Hvedebrød,
Og bær jer ad, som I var hiemme.