Skildpadden er et langsomt Dyr,
Kryber omkring saa dumt paa Stranden;
Ikke med Vinger bort den flyer,
Værger sig ei med Horn i Panden.
Væltes paa Ryggen den om paa Jord,
Ligger den som et Vuggenoer.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Aldrig en Kæmpe før i Nord
Stak i et Pandser saa forsigtig.
Væbnet han er, som Asa-Thor,
Men han kan ikke fegte rigtig;
Klemt i sin Kyrads alt for stiv,
Mister han let sit unge Liv.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Fæstningen selv er, som den bør,
Men bag dens Vold for faa Personer;
Skildpadden er Ingenieur,
Men han har Mangel paa Kanoner.
Hungre ham ud — det an ei gaaer;
Bresche maa skydes, skiøndt Skallen er haard.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Har man nu heldigt vunden Spil,
Da han Naturen reent forvandler;
Levende giør han, hvad man vil,
Kraftigt han efter Døden handler.
Sødet i Viin og Kryderi
Vækker han Venskabs Sympathie.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Skallen er kostelig, thi, tænk:
Naar den ei meer om Kroppen laaser,
Dreier man den paa Dreierbænk,
Snuser Tobak af smukke Daaser;
Møen, den unge væne Maard,
Stikker som Kam den i sit Haar.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Finder imellem en Poet
Skallen saa tør bag Kiøkkenhallen
(Oftere har man i Verden seet,
Digteren nøies maa med Skallen),
Strax har han spændt sine Strænge deri,
Synger om Venskabs Harmonie.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Krigeren selv saa stærk og bold
Agter vort Dyr i Kampens Farer,
Giør af dets Pandser sig et Skiold,
Og med Testudo sig forsvarer.
Dig, vor Testudo! da hædre vi nu,
Lyren og Skioldet kun gav os du.
Skildpadde! Skildpadde! kryb paa din Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.