Ved Ole Hieronimus Mynsters Grav
October 1818.
October 1818.
Atter foer en Genius fra Jorden,
Sled sig løs fra sine Baand;
Atter faldt en Ædelsteen fra Norden,
Sieldent var hans Hierte, som hans Aand.
Harpen vilde gierne tone,
Skialden offre dig en Sang;
Ak! men, ak! Cypressens dunkle Krone
Dæmper Strængens sagte Klang.
Du, som gierne hørte Skraldens Stemme!
Skulde han ei siunge her?
Skulde han saa tidlig glemme
Den, som længe var ham kiær?
Nei, ved mine Strænge vil jeg sukke,
Sangen skienke Hiertet Trøst!
Skovens Veemodssanger kan kun klukke,
Men til Siælen trænger dog dens Røst.
Mynster! brast dit store Øie
Med det muntre Godhedsblik?
Maatte det sig udslukt bøie?
Smagte du saa tidlig Dødens Drik?
Ak, Apol! hvi vilde du ei skaane
Ham, som faderlig du Altin g gav?
Følesløs din Søster med sin Maane
Stirrer koldt nu paa hans Grav.
Phøbus! Lægekunsten du ham skienkte,
Sundhedsstraaler af din Soleglands.
Lyren du om Drengens Skulder hængte,
Vis ham vorden var en Digterkrands;
Men han skued Brødres Smerte,
Fandt sig fro i Lyrens Tab,
Og det ømme, vennehulde Hierte
Vendte sig til Æsculap.
Og hvor Mangen har han vederqvæget,
Revet ud af Gravens halve Skiød,
Som nu dybt og inderlig bevæget
Græder ved den Elsktes Død!
Ind i Kredsen ikke meer han træder,
Hvor der bliver tænkt og spøgt,
Og forstærker Venskabs rene Glæder
Med sin Munterhed og Kløgt.
I hans Huus er Alting øde,
Øde — Gud! men tomt? Ak, nei!
Viv og Børn i Sørgedragt vi møde:
„Fader! ak, vor Fader er der ei!”
Ti, min Harpe! du skal ikke klinge,
Trøster ei med Haabet, som du bør:
Mismod stækker Modets Vinge,
Hyller Harpen i et Sorgeslør.
Men jeg vil igiennem Mulmet stirre,
Stiernen atter paa sin Himmel see;
Smerten skal mig ei forvirre,
Blomsten spirer jo bag Snee.
Ja, Elysium! fra dine Lunde
Seer han venlig til de Kiære ned.
Stands, min Taare! Kan du da misunde
Engelen sin Salighed?