Trøst
Paris, i Begyndelsen af 1807.
Paris, i Begyndelsen af 1807.
Jeg frygter ei for Fiendens Magt,
Vil ei for Danmark græde;
Thi fast er mine Brødres Pagt,
Og stærk den danske Kiæde.
Tredobbelt snoes den Led for Led
Af Ære, Troskab, Tapperhed.
En Niding frygte Fiendens Magt,
En Feig for Danmark græde!
Jeg frygter ei for Kiøbenhavn,
En Dronning iblandt Stæder;
Hver Borger i min Fødestavn
Opoffrer Liv for Hæder.
Jeg veed, at de paa Volden staaer,
Og stride som for hundred Aar;
Hvi frygte da for Kiøbenhavn,
Den Dronning iblandt Stæder?
O, stod jeg paa den faste Borg
Ved mine Brødres Side!
Det er min Smerte kun, min Sorg,
At jeg kan med ei stride,
Hvor viges ei en Fingersbred,
Hvor Bretlands Knegte styrtes ned.
O, stod jeg paa den gamle Borg
Ved mine Brødres Side!
Jeg frygter ei for Siællands Ø,
Smaragd i Danmarks Krone.
Paa Ringsted Mark skal Briten døe,
For ud sin Vold at sone.
Frem, Bønder! under Castenskiold,
I danske Mænd, med Sværd og Skiold!
Jeg frygter ei for Siællands Ø,
Smaragd i Danmarks Krone.
Ha, stolte Brite! mindes du,
Med hvem du frækt vil stride?
Troer du ei, Danmark eier nu
En Lodbrog, Jernside?
At Siælland meer ei sender ud
En Tveskiæg, Knud, en Hardeknud?
Ha, stolte Brite! mindes du,
Med hvem du frækt vil stride?
Hvem takker du dit Liv, dit Sprog?
Er Danmark ei din Moder?
Hvo lærte dig, paa Snekken klog
At pløie Hav og Floder?
Hvad est du med dit Sværd, dit Skaft?
Et Udskud af den danske Kraft!
Hvem skylder du dit Liv, dit Sprog?
Er Danmark ei din Moder?
Men Sønnen vil sin Moder slaae,
En Skiændsel uden Lige!
Naturen seer forfærdet paa
Den nedrigste blandt Krige.
Halshugger ham paa Axel-Vold,
Den Vovhals over eget Skiold!
Han vil sin gamle Moder slaae,
O Skiændsel uden Lige!
Og stormed de i Tusindviis
Herhid for Dan at skrække,
Skal Odin snart sin Bro af Iis
Hen over Havet strække.
Hist staaer endnu en Hær saa skiøn,
Hver Helt sin Moders gode Søn,
Den skal med Tugtens hvasse Riis
Snart Røvermodet knække.
Da kommer Fredrik stærk og brav
I blanken Pandserplade,
En Moses giennem røde Hav
Af Briters Blod at vade.
Med draget Sværd han stævner frem,
Da hielper ei God dam, God dam!
Da finder Røveren sin Grav
Paa Danmarks brede Flade.
Forløst skal i sin sølvblaa Favn
Snart atter Havet bære
Vort Siælland og vort Kiøbenhavn
Til hele Nordens Ære.
Og, Fredriksberg! din grønne Glands
Skal række Fredrik Fredens Krands,
Og overalt det danske Navn
Et Hædersmærke være.