Hvor Sangersken glædeligt toner,
Hid venligt i Myrternes Ly,
Til Skovens husvalende Kroner
Fra lumre Forsamling du flye!
Kom, bad dig fra Foden til Issen
I Bakken, som bugter sig hen;
Og est du værkbruden og vissen,
Du faaer dog din Sundhed igien.
Og mens du bag Grenene sidder
Paa denne mildtskraanende Høi,
Og hører paa Fuglenes Qvidder,
Langt fiernet fra Damernes Støi;
Og drikker Zephyrernes Sødme,
Mens Kilden sin Cithara slaaer,
Og indsuger Rosernes Rødme,
Mens Solen i Purpur opgaaer;
Da, medens ham Sangersken priser
Fra dugsprængte, duftende Jord,
Din Jesus dig kiærligt bespiser
Alt med sit udeelbare Ord.
Det hvisler i Bladenes Hvislen,
Det klinger i Skovenes Klang,
Det risler i Bølgernes Rislen,
Det synger i Hyrdernes Sang.
Og sad her den talrigste Vrimmel,
Hvor henrykt nu sidder kun du,
Det salige Brød af hans Himmel
Blev nok, og tilovers endnu.
Ved Bækken hist henne du finder
Den klare, den ætherne Aand.
Det Vand, som saa perlende rinder,
Det bliver til Viin i din Haand.
O kom, du som halter i Blinde!
Kom, sæt dig ved Bøgenes Rod;
Dit Syn du vist atter skal finde,
Og fast skal du staae paa din Fod.
Og slumred forhærdet end længe
Dit Hierte, ja isned det hen,
Sin Grav det dog atter skal sprænge,
Og lue til Himlen igien.
Thi Herren er ikke en Cain,
Der dræber af Nag og i Løn.
Kom, grædende Enke af Nain!
Her finder du atter din Søn.
Mens Maanen med Straalerne bæver,
Og stiger af Bølgernes Skiød,
Hans Aand dig saa venligt omsværer,
Han sover, men ei han er død.
O, Jesus! dit Tempel du bygger,
Hvor Blomster og Bølgerne leer.
Dig hist mellem Træernes Skygger
I Salomons Omgang jeg seer.
Der dine Disciple sig samle,
Du trykker dem fast til dit Bryst.
Med Andagt de Unge, de Gamle
Nu lytte saa fromt til din Røst.
Og Børn, som Guds-Englene ligne,
Dem taer du paa Skiødet, de Smaae;
Jeg seer dig dem helligt velsigne,
Og smile til Himmelens Blaa.