Saa huldt til den hellige Bøgeskov
Det vinkte mig,
O, Jord! hvor end aldrig den tunge Plov
Havde furet dig.
De hulde Smaablomster saa venligt stod
I dunkle Ly,
De smiilte saa inderligt ved min Fod
Mod Himlens Sky.
Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae.
Da fik jeg see
En vældig Steenhob paa Marken staae
Mellem Høie tre;
Den stod saa ærværdig, graalighvid,
En aflang Ring.
Her holdtes der vist i gammel Tid
Et Kongething.
Paa Kampestenen, som hisset staaer,
Stolkongen sad
Med Krone, Scepter, i Zobel og Maar,
Saa faderglad;
Og hver en Kriger alvorlig treen,
Fredsæl i Aand,
Og satte sig rolig paa sin Steen
Uden Sværd i Haand.
Paa Høien hisset stod Kongens Gaard
Med stærken Muur.
Hist havde hans Dotter, den vene Maard,
Sit Jomfrubuur.
Og paa den tredie et Tempel stod,
Berømt i Nord;
Der offredes rygende Bukkeblod
Til Asa-Thor.
O, venlige Mark! O, Lund saa prud!
Græskølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud
Sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae
Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae,
Og hilse dem.
Velkommen atter igien i Aar
Paa grønnen Jord!
Hvor lifligt I op i den unge Vaar
Blandt Kornet groer!
Som Stierner I blinke, blaat og rødt,
Blandt gule Lyn.
O, hvor fortryller mig barnligsødt
Jert Sommersyn!
„Ak, Digter! du har kun lidt Forstand.
Ak, Herregud!
Du skulde kun see vor Eiermand,
Hvor han seer ud.
Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
I Øiet en Torn;
Han kalder os Helvedes Klint iblandt
Det velsignede Korn.
Den største Naade, han viist os har
I dette Liv,
Er det, at han stundom af Lommen taer
Sin Foldekniv,
Og skær sig en Haandfuld, stor og tung,
Under vranten Snak,
Og blander os i en Sælhunds-Pung
Blandt Røgtobak.
Han siger, at, smøget paa den Maneer,
Vi arme Skrog
Efter fattig Leilighed Verden teer
Nogen Nytte dog.
For Resten vor Skiønhed, rød og blaa,
Er hap som hip.
Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae,
Det er hans Princip.”
I arme Stakler! den arme Mand!
De arme Mænd,
Som uden salige Glæder kan
Gaae Livet hen,
Som ei begribe, hvad Gud har giort,
Som ene veed,
At Munden er den nærmeste Port
Til Salighed!
Smaablomster! ak, som det eder gaaer,
Saa gaaer det mig.
En stakkels Poet som en Kornblomst staaer,
Og græmmer sig.
Det nærende Korn kun i Veien han er;
Hvad retter han ud?
Han hæver sit barnlige Farveskiær
Kun fromt til Gud.
Kom, Blomster! vi høre tilsammen, vi,
Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig med tryllende Sympathie
Om denne Luth,
Og bæv, som Zephir bevæged dit Blad,
Ved Strængens Klang;
Saa synge vi hver vor Skaber glad
En Morgensang.