Ind i Kirken jeg treen med Forundring, thi Loftet foroven,
Uden Hvælving og Muur, havde kun Bræder til Skiul,
Heller ei var den bygt i det hellige Kors, og i Choret
Stod der for Præsten en Stol, reent mod sædvanlige Skik.
Men af Forundringen kom jeg, da Een mig sin Mening betroede:
Sikkert til Magazin troede han Huset opbygt.
Hvor forunderlig Tiden dog Alt omvælter i Verden:
Kirken nu Pakhuus, og Pakhuset nu Kirke blier kaldt!